19/02-16 20:54; Opdateret: 19/02-16 22:26

Frankrig frygter krig mellem Tyrkiet og RuslandFrankrig frygter krig mellem Tyrkiet og Rusland

Præsident François Hollande advarer mod en yderligere optrapning af den spændte situation i Syrien.

Frankrigs præsident, François Hollande, siger fredag, at der er risiko for, at der udbryder krig mellem Tyrkiet og Rusland i forbindelse med krisen i Syrien. Han tilføjer, at Moskva skal høre op med at støtte Syriens præsident Bashar al-Assad.

Ruslands udenrigsministerium har tidligere fredag sagt, at det vil indkalde FN's Sikkerhedsråd for at diskutere den tyrkiske regerings udtalelser om en mulig landoperation i Syrien.

- Der er risiko for krig mellem Tyrkiet og Rusland. Der er en optrapning i gang. Det er nødvendigt at genoptage forhandlingerne, bombardementerne skal indstilles og hjælpen skal frem, sagde Hollande til radiostationen France Inter.

Russiske kampfly rykkede i slutningen af september sidste år ind på scenen i Syriens stadig mere komplekse fem år lange konflikt. Flyene støtter Assad og bomber oprørsstyrkernes stillinger.

Det tyrkiske flyvevåben skød en russisk Sukhoi 24-jagerbomber ned i november sidste år og sagde, at det russiske fly havde krænket tyrkisk luftterritorium under et bombetogt i nabolandet Syrien.

- Der er nødvendigt at lægge pres på Moskva, så vi kan opnå forhandlinger. Det vil ikke lykkes for Moskva egenhændigt at støtte Bashar al-Assad, sagde Hollande.

I interviewet med den franske radiostation, sagde den franske præsident, at han har givet følgende besked til de russiske myndigheder:

- I rammer ikke de rigtige mål, og I rammer civilbefolkningen, hvilket er uacceptabelt.

Tyrkiet, der er i opposition til regimet i nabolandet Syrien og bekymret over de militante kurderes fremmarch på syrisk territorium, benægtede medieoplysninger tidligere på ugen om, at tyrkiske soldater allerede var rykket over grænsen.

Tyrkiets udenrigsminister, Mevlüt Cavusoglu, sagde tidligere på ugen til Reuters, at hans land, Saudi-Arabien og nogle europæiske magter ønskede landstyrker i Syrien, men også at en sådan plan ikke var drøftet for alvor.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress