Af Ritzau - 18/09-16 17:23

Matchvinder mærker stor konkurrence om FCM-pladserMatchvinder mærker stor konkurrence om FCM-pladser

Kristoffer Olsson blev matchvinder, da FC Midtjylland slog OB. Dermed puster han til konkurrencen i FCM.

FC Midtjylland slog søndag eftermiddag OB 1-0 i Odense, og her tog FCM's 21-årige svensker Kristoffer Olsson hovedrollen, da han kom ind fra bænken og blev matchvinder.

- Det er det, man håber på, når man kommer ind fra bænken, at man kan hjælpe holdet. Det var også godt med tre point, siger Olsson.

Efter en times spil erstattede Olsson FC Midtjyllands nyindkøb Rafael van der Vaart, og efter et kvarter på banen sparkede Olsson bolden i nettet bag OB's Sten Grytebust til 1-0.

- Jeg fik den af Rilwan Hassan, og han lagde den perfekt af, så jeg kunne skyde på førsteberøringen, og det hjalp mig meget, siger Olsson om matchvindermålet.

Konkurrencen er hård på FC Midtjyllands midtbane, og det har betydet, at Olsson blot har startet på banen i to kampe i denne sæson.

- Det er klart, der er konkurrence, og endnu mere efter Rafael van der Vaart er kommet.

- Jeg arbejder hårdt til træning, og når jeg får spilletid, forsøger jeg at tage chancen, når jeg får den. Sådan er konkurrencen i en klub som FC Midtjylland, siger han.

FC Midtjyllands cheftræner, Jess Thorup, var også tilfreds med Kristoffer Olssons indhop.

- De sidste par kampe har vi været heldige med vores indskiftninger, og Kristoffer Olsson gjorde det igen i dag.

- Det var anden kamp i streg, at en indskifter scorede. Det er sjældent, at vi ikke skifter ud, så vi skal have gode indskiftere, og det synes jeg, vi har, lyder det fra Jess Thorup.

FC Midtjylland skal igen på udebanetur på onsdag, når holdet gæster AGF og den tidligere FCM-træner Glen Riddersholm.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress