28/01-16 08:25

Nordstrand skal score mod Thomas SørensenNordstrand skal score mod Thomas Sørensen

Den tidligere AGF-angriber Morten Nordstrand skifter til den australske fodboldklub Newcastle Jets.

Australsk fodbold nyder allerede stor gavn af den tidligere danske landsholdsmålmand Thomas Sørensen, som spiller i Melbourne City.

Og nu skifter angriberen Morten Nordstrand til Newcastle Jets, som også spiller i den bedste australske fodboldrække, Hyundai A-League. Kontrakten gælder resten af året.

Senest var Nordstrand på kontrakt i AGF, men aftalen udløb ved årsskiftet, og nu vil den tidligere superligatopscorer prøve kræfter med udlandet.

- Jeg er langt væk hjemmefra, men jeg ønskede at opleve noget nyt, og dette er en stor chance for mig, siger Nordstrand til klubbens hjemmeside.

- Jeg har spillet i Danmark i mange år og ønskede at prøve noget andet. Jeg er virkelig begejstret over at være her, at møde drengene, lære dem at kende og starte med at træne og spille, siger 32-årige Nordstrand.

Han beskriver sig selv som en type angriber, der kan placeres helt i front eller som hængende angriber, og som bevæger sig meget mellem modstandernes kæder og kan lide at skabe chancer til sine holdkammerater.

Nordstrand, der blandt andet har en fortid i FC København og FC Nordsjælland, har blot spillet 124 minutter i denne sæson for AGF.

Han satte dog et eftertrykkeligt aftryk, da han i sjette spillerunde skaffede AGF et point ude mod FCK med et spektakulært saksespark.

Pudsigt nok havde han to år forinden gjort nøjagtigt det samme for FCN i en kamp mod FCK.

Newcastle Jets har på sin hjemmeside allerede lagt klippene med Nordstrands flotte mål på saksespark op.

Hvis Nordstrand får sin arbejdstilladelse i tide, så kan han se frem til at møde Thomas Sørensen 7. februar i et opgør mellem Newcastle Jets og Melbourne City.

Nordstrand begynder at træne med i sin nye klub fredag.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress