Af Ritzau - 08/04-16 04:38

Antallet af IS-krigere i Libyen er fordobletAntallet af IS-krigere i Libyen er fordoblet

IS er svulmet op i Libyen, men bevægelsen får svært ved at sikre sig fodfæste i landet, mener USA-general.

I løbet af det seneste år er antallet af Islamisk Stat-krigere i Libyen fordoblet og udgør nu op til 6000 personer.

Det siger general David Rodríguez, der er øverstbefalende for USA's styrker i Afrika.

Han udtaler sig på baggrund af informationer indsamlet af amerikanske efterretningstjenester. De vurderer, at antallet af IS-krigere i Libyen er øget til mellem 4000 og 6000 de seneste 12 til 18 måneder.

Trods den store stigning er det ifølge general Rodriguez ikke særlig sandsynligt, at den ekstremistiske bevægelse vil formå at destabilisere dele af Libyen ved at erobre områder af landet, som det er set i både Syrien og Irak.

- Det er en mulighed, men ikke noget jeg bekymrer mig om i øjeblikket, siger han og forklarer, at forholdene i det nordafrikanske land er "markant anderledes" end i Syrien og Irak. Blandt andet, nævner han, er befolkningen i Libyen mere afvisende over for "ekstern indflydelse".

Flere steder i Libyen bekæmper libyske militser ifølge general Rodriguez grupperinger af Islamisk Stat for at forhindre dem i at vokse.

- Mod øst, i Benghazi og Derna, har de (militserne, red.) slået til mod Islamisk Stat og gjort det meget vanskeligere for dem at agere, siger han.

Islamisk Stat har udnyttet urolighederne i Libyen siden afsættelsen for fem år siden af diktator Muammar Gaddafi til at etablere sig. Det har skabt frygt for, at den islamistiske bevægelse er ved at skabe sig en ny højborg.

Sidste år sikrede IS sig kontrollen over Gaddafis hjemby, Sirte, og har kæmpet for at sikre sig kontrol over andre områder.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress