22/01-16 12:56

Froome føler sig bedre klædt på til Tour-forsvarFroome føler sig bedre klædt på til Tour-forsvar

Chris Froomes første Tour-forsvar i 2014 fejlede. Erfaringen fra den gang skal hjælpe med forsvaret i 2016.

Cykelsæsonen er skudt i gang, og de store stjerner er så småt gået i gang med at køre sig i form til de store løb senere i kalenderen.

Hos Team Sky er sæsonens helt store mål endnu en gang at køre Chris Froome frem til sejr i Tour de France, hvilket i så fald vil være hans første succesfulde forsvar af den gule trøje.

I 2014 kom briten til Touren som forsvarende mester, men styrt sendte ham ud af løbet.

Efter sejren i 2015 kommer Froome igen til Frankrig som forsvarende Tour-vinder, og med erfaringen fra optakten til 2014-udgaven i rygsækken føler Sky-kaptajnen, at han står endnu stærkere.

- Der var meget pres på mig efter sejren i 2013. Jeg tror ikke, at man rigtig kan forstå det, førend man har været igennem det og har været igennem optakten til den næste Tour, siger Froome til Cyclingnews.

- Hvis du sammenligner, hvor jeg er lige nu, i forhold til hvor jeg var på samme tid i 2014 efter Tour-sejren året før, så føler jeg mig mere selvsikker, og jeg har det mere komfortabelt med den position, jeg er i, lyder det fra den britiske Tour-vinder.

- Jeg føler ikke, at hele verden tynger mine skuldre, som jeg gjorde den gang (i 2014).

Chris Froome og resten af Sky-holdet er for nylig vendt hjem fra en træningslejr på Mallorca, hvor formen blev finpudset frem mod de første løb i sæsonen i løbet af vinteren.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress