Af Ritzau - 28/10-16 16:13

Britisk domstol tvinger Uber til at betale mindstelønBritisk domstol tvinger Uber til at betale mindsteløn

To britiske chauffører har brokket sig over, at Uber ikke betaler mindsteløn, feriepenge og løn ved sygdom.

En britisk domstol har afgjort, at kørselstjenesten Uber ikke længere kan behandle sine chauffører som selvstændige.

Afgørelsen tvinger Uber til at betale chaufførerne en mindsteløn og give dem ret til ferie. Det kan ifølge nyhedsbureauet Reuters true tjenestens forretningsmodel, som giver brugerne mulighed for at bestille og betale for en privat taxa igennem en app på deres smartphone.

Sagen er kommet for retten, efter at to chauffører har brokket sig over, at Uber ikke tilbyder basale arbejdsrettigheder.

De mener, at de bør modtage feriepenge og løn under sygdom. Samtidig kræver chaufførerne at få den britiske mindsteløn, som om de var ansat hos tjenesten på almindeligvis.

Arbejdsretten i London gav chaufførerne medhold.

Rettens afgørelse kan også påvirke tusindvis af andre mennesker, som arbejder for flere skiftende arbejdsgivere uden at have en fast kontrakt. Det gælder blandt andet folk, der leverer mad for tjenester som eksempelvis Deliveroo.

- Det her er en stor sejr, som vil have en enorm positiv effekt for chauffører - og for tusindvis af mennesker i andre brancher, siger Maria Ludkin, som er juridisk direktør i GMB Union, som har hjulpet de to chauffører med at bringe sagen for domstolen.

Uber hævder, at der er mere end 40.000 chauffører i Storbritannien.

Ifølge selskabet, som er blevet vurderet til at have en værdi på 62,5 milliarder dollar, er chaufførerne glade for selv at bestemme, hvornår de vil arbejde. Desuden tjener de mere end mindstelønnen, hævder Uber.

Kørselstjenesten oplyser, at dommen bliver anket.

- Selv om afgørelsen kun omfatter to mennesker, vil vi anke dommen, siger Ubers chef i Storbritannien, Jo Bertram.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress