Af Ritzau - 08/09-16 07:29

Nyt Apple-ur bejler til løberneNyt Apple-ur bejler til løberne

Smartwatch eller løbeur? Ifølge eksperter skal der en del til, før en løber vil skifte sit trofaste løbeur ud med det nye Apple Watch.

Gårsdagens store Apple-pressemøde handlede ikke blot om smartphones. Der var også nyt om Apples smartwatch, Apple Watch, som blev præsenteret sidste år.

Det "intelligente" armbåndsur får også en mindre overhaling. Uret, som får navnet Apple Watch - Series 2, ligner mere eller mindre sig selv, men til gengæld får Apples ur langt om længe en indbygget GPS, som særligt de løbeinteresserede har efterspurgt.

Apple Watch er indtil nu ikke blevet en lige så stor kommerciel succes som iPhone, og det kan bl.a. skyldes, at man indtil nu har været tvunget til at have sin iPhone med, når man f.eks. bruger Apple Watch som løbeur.

Der er dog ikke den store tvivl at spore hos de to løbeeksperter, Ritzau Fokus har talt med. De sværger til deres nuværende løbeur, som uproblematisk monitorerer deres løb.

Det er dog ikke ensbetydende med, at de ikke kunne finde på at skifte det ud.

Og det kunne godt være et smartwatch, der kunne stjæle pladsen om håndledet, hvis det vel at mærke kan de rigtige ting, siger eliteløberen Henrik Them, som også er personlig løbetræner.

- Det er en vigtig faktor at kunne måle og holde styr på sin træning, hvis du gerne vil rykke dig som løber. Så det har sin plads og sin funktion, og der er mange gode ting ved det, fortæller maratonløberen Henrik Them, som er personlig løbetræner.

Grundlæggende ville han overveje at skifte til et smartphone, hvis det kan gøre ham til en bedre løber, siger han.

- Hvis der er nogle nye muligheder, som kan optimere tingene. Hvis jeg kan se, at jeg kan rykke nogle procenter, vil jeg gøre det. Men det er det, der skal til, før jeg skifter, siger han.

Det gode ved Apple er først og fremmest deres brand, som er meget attraktivt, mener Henrik Them.

- Men jeg ser det umiddelbart som noget, feinschmecker-løbere vil bruge. Dem, der vil bruge lidt flere ressourcer på lir. Løbere er vanemennesker, og de kan godt lide at bruge det, der virker for dem, mener Henrik Them og uddyber:

GPS-producenter som Garmin og Polar sidder solidt på markedet for løbeure, så det er svært for nye at komme ind, vurderer en af landets hurtigste løbere på maratondistancen.

Apple har en chance, men det er nok mere på grund af deres navn. De fleste har mange Apple-ting, de har en god historie, som man gerne vil forbindes med, så hvis det skal lykkes for nogen, så er det dem.

Personlig coach og løbetræner Peter Liljensten vurderer også, at det kan være smart at bruge et Apple Watch til løb, hvis man i forvejen har mange Apple-produkter, og samarbejdet mellem de forskellige produkter dermed bliver effektivt som muligt.

- Det vil være en konkurrent til løbeurene, hvis de er gode til at formidle de data, der kommer ind. Men det skal kunne en masse ting i forhold til det løbeur, jeg har nu. Det kræver også, at det måler meget præcist. Mere præcist end en telefon gør, siger Peter Liljensten.

Han mener, at et smartwatch kan være en fordel for dem, som gerne vil effektivisere den tid, hvor de løber, og eksempelvis gerne vil tale i telefon samtidig.

Men at et smartwatch er bygget til at kunne mange ting, er samtidig et tveægget sværd, mener Peter Liljensten.

- Jeg tror helt sikkert, at hvis du bruger et produkt, som har specialiseret sig inden for området, så giver det bedre resultater. Garmin for eksempel er jo nørder på området, siger løbetræner Peter Liljensten.

Fakta: Overvejelser før du vælger løbeur eller smartwatch:

- Hvilke behov har du? Og kan du få dem dækket?

- Indeholder det gennemsnitstider, mellemtider og kan man gemme sine data og følge udviklingen?

- Hvordan viser uret dine data? Er det overskueligt og måske sat op grafisk?

- Kan du følge andre og dermed konkurrere? Det kan være en motiverende faktor.

- Afspejler prisen det, produktet kan tilbyde?

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress