Af Ritzau - 22/05-16 11:34; Opdateret: 22/05-16 12:17

Skat: Momssvindel skal bremses uden virksomhederne bøderSkat: Momssvindel skal bremses uden virksomhederne bøder

Ifølge Skat er momsområdet en balance mellem at lade virksomhederne gro og sætte ind over for momssvindel.

Moms er et risikoområde, men virksomhederne skal heller ikke bremses i at lave investeringer.

Det er den balance, som Skat hele tiden skal finde, når de arbejder med momsområdet, siger Skats indsatsdirektør, Jim Sørensen.

Ifølge Politiken vil Rigsrevisionen nu til at granske momsudbetalinger til små og store virksomheder, der sidste år nåede langt over 200 milliarder kroner.

- Der er ingen tvivl om, at både fiktive virksomheder, kædesvig og momskarrusel-svindel er noget, vi hele tiden overvåger og forsøger at holde nede. Det laver vi mange sager på, og det forsøger vi hele tiden at gøre bedre. For selvfølgelig er det et risiko område.

- Omvendt er der et erhvervsliv, der har enormt behov for, at vi får alle de milliarder ud, så den likviditet ligger ude i virksomhederne, så de kan bruge pengene til at lave investeringer og vækste.

- Så der er hele tiden en balance mellem, hvor svært det skal være for erhvervslivet, hvilken risiko man vil løbe, og hvordan vi stopper dem, der reelt svindler, lyder det fra Jim Sørensen.

Ifølge ham bliver Skats ressourcer i høj grad lagt på momsområdet, men det er alligevel godt, at det nu bliver kigget efter i sømmene af Rigsrevisionen.

- Momsområdet er et af de højst prioriteret områder i Skat. Hver femte krone, der kommer ind i Skat, kommer fra momsdelen. Så vi har i forvejen en masse ressourcer, vi bruger på momsområdet. Men det er en god idé, at Rigsrevisionen nu vil granske det.

- Jeg håber, at vi bliver bekræftet i, at vi bruger de rigtige metoder, men jeg håber også, vi kan få gode ideer til at gøre det endnu bedre, siger han.

Spørgsmål: Burde I gøre mere, end I gør?

- Vi har den rette balance i, hvordan vi bruger vores ressourcer på momsområdet. Man kan altid kontrollere mere. Nu skal Rigsrevisionen forholde sig til, om vi burde have gjort endnu mere.

Virksomheder, der sælger deres produkter i udlandet, kan få refunderet den danske moms på deres vareindkøb. Ifølge Politiken, modtog Skat i 2010 anmodninger for 160 milliarder kroner, men sidste år var det tal steget til 226 milliarder kroner.

Det har søndag formiddag ikke været muligt at få en kommentar fra skatteminister Karsten Lauritzen (V), som henviser til Skat.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress