Af Ritzau - 07/05-16 06:06

Advokat advarer mod følelser i første sag om Islamisk StatAdvokat advarer mod følelser i første sag om Islamisk Stat

For første gang er en dansker tiltalt for at lade sig hverve til Islamisk Stat. Retssagen begynder torsdag.

Der er lagt op til en ophedet og langstrakt retssag, når Retten i Glostrup i den kommende uge tager hul på straffesagen mod en 24-årig formodet syrienkriger.

Det er nemlig første gang, at en dansker er tiltalt for at lade sig hverve af terrororganisationen Islamisk Stat.

Og der er meget på spil, lyder det fra den tiltaltes forsvarer.

- Jeg frygter, at det bliver en grim sag forstået på den måde, at den risikerer at blive afgjort på følelser, siger advokat Janus Malcolm Pedersen.

Han appellerer til, at retten udelukkende fokuserer på beviser om konkrete handlinger - og ikke holdninger.

- I modsætning til andre straffesager vil anklagemyndigheden formentlig forsøge at fokusere på min klients person og på at fremstille et særligt portræt af ham: Nemlig at han skal have sympati for Islamisk Stat, siger Janus Malcolm Pedersen.

Han frygter, at den tiltalte derfor hurtigt vil komme "bagud på point" i rettens bevidsthed.

- Islamisk Stat har ingen sympati i vesten, især ikke efter Paris og Bruxelles, men det bør ikke føre til, at man slækker på de almindelige krav til beviser, siger han og tilføjer:

- Man bør ikke dømme folk for deres sympatier, men for deres handlinger.

Den tiltalte har arbejdet i et pizzeria og bor i Ishøj. Han er en af de første, der har fået frataget sit pas og har fået forbud mod at forlade Danmark.

Anklagen går blandt andet på, at han "i mindst et tilfælde indrejste i Syrien, og der lod sig hverve af terrororganisationen Islamisk Stat".

Ifølge forsvareren er der dog ikke beviser for nogen af delene, og hans klient nægter sig skyldig.

Et af de beviser, som anklagemyndigheden formentlig vil bruge, er en række lækkede dokumenter fra Islamisk Stat. Her optræder mindst 1736 syrienkrigere, heraf 12 danske og angiveligt også den 24-årige tiltalte, har Politiken tidligere skrevet.

Anklagemyndigheden forlanger en straf på mindst fire års fængsel.

Hele 14 retsmøder er der udsigt til i Retten i Glostrup. I alt er der indkaldt cirka 20 vidner. Manden er også tiltalt for at betale for at få brændt et pizzaria ned, for at hylde Omar el-Hussein og for andre forhold.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress