Af Ritzau - 17/11-16 12:58

Indsatsleder: Vi rettede os ikke efter kinesisk presIndsatsleder: Vi rettede os ikke efter kinesisk pres

Københavns Politi bøjede sig ikke for kinesisk pres, forklarer indsatsleder under afhøring i Tibetkommission.

Københavns Politi oplevede et stort pres fra kinesiske sikkerhedsfolk, der tilsyneladende var mere bekymrede for demonstrationer end for sikkerheden under kinesiske statsbesøg.

Sådan oplevede Mark Larsen situationen. Han var i 2012 indsatsleder under et besøg i 2012.

Det forklarer han torsdag til Tibetkommissionen. Den skal prøve at finde ud af, hvem der gav ordre til, at kineserne skulle spares for synet af demonstrationer under tre statsbesøg i 2012, 2013 og 2014.

- De kinesiske sikkerhedsfolk ville have fjernet demonstranter, som vi ikke mente skulle fjernes. Men vi havde ingen instrukser om, at vi skulle gøre noget, som vi ikke plejede at gøre, fortæller Mark Larsen.

- Vi er vant til den slag pres, også ved andre statsbesøg, fortsætter han.

Han kan dog ikke huske, om han deltog i møder forud for besøget. Han mener ikke, at der lå særlige forholdsordrer i forhold til andre statsbesøg.

I 2012 havde han ansvaret for politiindsatsen ved Kongeskibet, ved Den Lille Havfrue og ved Rosenborg.

Derfor var han også ansvarlig for, at en journalist fra Ekstra Bladet blev anholdt, da han satte plakater op på Langelinje. Det er en anholdelse, han dog mener er fuldt berettiget.

- Han (journalisten, red.) fik flere gange besked om, at han ikke måtte sætte plakater op, men han fortsatte. Når man ikke efterkommer politiets henstillinger, bliver man anholdt, forklarer han.

Til gengæld kunne han ikke forklare, hvorfor noget graffiti skulle fjernes. Ved Toldboden og Amaliehaven var der skrevet Free Tibet, og det meldte han til politiets Kommandostation, KSN, som fik den fjernet.

- Men jeg gjorde mig ingen overvejelser over, hvorfor den skulle fjernes i den situation, siger han.

Både i 2012 og 2013 tænkte han først og fremmest på sikkerheden. Det var også derfor, at demonstranter blev bortvist fra Rigsdagsgården på Christiansborg i 2013.

- Der var ikke nogen konkret ordre om, at vi skulle fjerne flag eller bannere eller demonstranter. Hvis de udgjorde en sikkerhedsrisiko, skulle de vises væk, men ikke på grund af påklædning eller flag, siger han.

- Generelt mener vi, at demonstranter i Rigsdagsgården udgør en sikkerhedsrisiko, tilføjer han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress