Af Ritzau - 08/07-16 15:47

Joachim B. Olsen: Dumt ikke at fortsætte med UberJoachim B. Olsen: Dumt ikke at fortsætte med Uber

Selv om seks Uber-chauffører er blevet dømt for ulovlig taxikørsel, forsvarer liberal politiker selskabet.

Erhvervsordfører Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance, der har talt varmt for selskabet Uber, er ikke overrasket over en dom i Københavns Byret, der siger, at Uber-chauffører har kørt ulovlig taxikørsel.

Alligevel mener han, at det er forkert, at Uber-kørsel anses som ulovlig.

- Det er loven, der er forkert, hvis den er sådan, at den forhindrer forbrugerne i at bruge nogle forretningsmodeller, de gerne vil have, siger han.

Københavns Byret har fredag kendt seks personer, der har været chauffører for Uber skyldige i ulovlig taxikørsel. De har fået bødestraf på mellem 2000 og 6000 kroner.

Men den liberale politiker mener ikke, at man kan sidestille straffene til de seks chauffører med, at selskabet Uber er ulovligt.

- Man skal differentiere mellem platformen og de chauffører, der benytter sig af platformen. For Uber er ikke dømt, siger han.

Spørgsmål: Men skal man fortsat have Uber i Danmark?

- Ja, selvfølgelig. Det ville være dumt andet, for der er nogle perspektiver i det her, siger han.

Joachim B. Olsen mener blandt andet, at selskabet får folk i arbejde og har fået flere til at benytte sig af samkørsel. Derfor mener han også, at der skal åbnes op for selskaber som Uber i den kommende fornyelse af taxilovgivningen, der forhandles på plads fra august.

- Men skal tage hensyn til borgerne i taxilovgivningen, og man skal have nogle ambitioner for at inkorporere nogle af de her nye teknologier i det her samfund. For hvis det ikke er Uber, så er det bare nogle andre, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress