Af Ritzau - 21/11-16 13:20

Renterabat i udsigt til flekslånerne hos TotalkreditRenterabat i udsigt til flekslånerne hos Totalkredit

Boligejere med variabelt forrentede lån, der skal refinansieres til nytår, skal betale færre renter fremover.

Noget tyder på, at der bliver råd til lidt større julegaver hos de boligejere, der har variabelt forrentede lån, som skal refinansieres til nytår.

Mandag blev de første renteauktioner afholdt for Nykredit og Totalkredit, og de peger i retning af et renteniveau, der er tæt på bundrekorden.

F1-renten sluttede mandag i 0,01 procent inklusive kursskæring, mens F3-renten foreløbig hedder 0,09 procent.

Det betyder, at F1-lånernes ydelse ser ud til at falde med 40 kroner om måneden pr. lånt million, mens F3-lånerne har 120 kroner mere at gøre med de kommende tre år.

Endnu bedre bliver det formentlig for F5-lånerne, der kan se frem til en klækkelig rabat på omkring 400 kroner pr. lånt million.

Og det endda på trods af, at de lange renter er steget på det seneste, som Signe Roed-Frederiksen, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, påpeger.

- Det er den meget lempelige pengepolitik hos ECB og Danmarks fastkurspolitik overfor euroen, der er årsag til, at fleksrenterne kan blive ved med at være lave, skriver hun.

De omtalte rentesatser er dog kun foreløbige. De endelige tal foreligger først, når auktionerne over F5-obligationerne er afholdt onsdag og torsdag.

På samme måde kender F1- og F3-lånerne hos Nykredit og Totalkredit først deres endelige rente henholdsvis onsdag og tirsdag.

Realkredit Danmark skulle også have afholdt renteauktioner mandag, men teknikken drillede, så auktionerne blev aflyst.

I stedet bliver mandagens obligationer delt ud over ugens øvrige auktioner, således at man fredag når i mål som planlagt og kan melde de endelige renter ud til lånerne.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress