Af Ritzau - 29/09-16 21:04

Daniel Wass brillerer med mål og oplæg i Celta-sejrDaniel Wass brillerer med mål og oplæg i Celta-sejr

Wass kom på banen efter pausen og havde en fod med i begge Celtas mål mod Panathinaikos.

Daniel Wass fik kun 20 minutter på banen. Men det forhindrede ikke den danske fodboldspiller i at sætte et markant aftryk på Celtas Europa League-møde med Panathinaikos torsdag aften.

Det spanske mandskab vandt 2-0, og den indskiftede Wass havde en afgørende fod med i begge scoringer.

Seks minutter før tid slap han fri ved baglinjen i højre side, og på hans præcise tværpasning kunne den svenske centerforward John Guidetti bringe hjemmeholdet foran med 1-0.

Og få minutter senere spillede Wass sig så i den absolutte hovedrolle.

Celta fik frispark lige uden for feltet, og selv om danskerens hårde skud sad midt i målet, brækkede bolden så mange gange i luften undervejs, at grækernes keeper måtte give fortabt.

Dermed fik spanierne et sent, men passende udbytte af en kamp, som de havde domineret i lange perioder. Også holdets anden dansker, Pione Sisto, fik spilletid efter pausen.

Celta har fire point efter to kampe i gruppe G, to færre end førende Ajax. Netop de to førende hold skal mødes i de næste to spillerunder.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress