28/02-16 02:27

Støttegrupper er uenige om efterforskning af færgebrandStøttegrupper er uenige om efterforskning af færgebrand

Dansk støtteforening efter Scandinavian Star-brand mener, at norsk politi har fejlet og skal tages af sagen.

Norsk politi bør ikke længere stå for efterforskningen af branden på passagerfærgen Scandinavian Star tilbage i 1990.

Det mener Scandinavian Stars Danske Støtteforening.

I et brev til undersøgelseskommission under Stortinget i Norge skriver formanden for støtteforeningen, Mike Axdal, at Oslo Politis arbejdsmetoder skader efterforskningen af branden mere, end den gavner.

- Efter den danske støtteforening efter Scandinavian Stars opfattelse er Oslo-politiet inhabilt, og det skal bemærkes, at Oslo-politiet er taget i at fortælle flere usandheder om indholdet i sagen, skriver han ifølge nyhedsbureauet NTB.

Han kritiserer blandt andet politiet i den norske hovedstad for ikke at afhøre helt centrale vidner i sagen, efter at centrale personer fra den danske undersøgelse af branden de seneste uger er stået frem med nye oplysninger.

- Efter den danske støtteforenings opfattelse er dette en sag, hvor de centrale hovedpersoner ikke kommer af sig selv. Oslo-politiet har i denne uge udtalt i pressen, at de ikke tror, at sagen kan blive opklaret.

- Af samme grund mener den danske støtteforening efter Scandinavian Star, at Oslo-politiet ikke skal fortsætte efterforskningen, men overlade dette job til kommissionen, skriver Mike Axdal.

Den norske granskningskommission blev nedsat i af Stortinget i 2015.

Den norske støttegruppe efter færgebranden i 1990 er dog ikke enig med sin danske søsterforening i, at politiet skal stoppe sin efterforskning af branden.

- Det betvivles, at der findes udbredt støtte blandt de berørte efter Scandinavian Star i Norge og Danmark til et krav om at afslutte politiets efterforskning.

- Der har været kritik af politiet den seneste uge, men vores holdning er, at der uanset hvad ikke er andre end politiet, som har mandat til at foretage den efterforskning, der er i gang, skriver formand Jan Harsem i en mail til Ritzau.

159 mennesker døde i forbindelse med branden på Scandinavian Star i 1990. Heraf var 25 børn.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress