Af Ritzau - 21/09-16 12:11; Opdateret: 21/09-16 12:35

Tidligere chefredaktør om tys-tys-kilde: Det var fedtTidligere chefredaktør om tys-tys-kilde: Det var fedt

Se og Hør menes over fire år at have betalt en it-operatør mindst 430.000 kroner for oplysninger om kendte.

Kim Henningsen var mildest talt begejstret, da han i juni 2009 begyndte som chefredaktør på ugebladet Se og Hør.

- Jeg kunne skrive en forholdsvis tyk bog om overraskende ting, jeg fik at vide under mine første 14 dage. Herunder om kilder, jeg ikke troede fandtes, og om ansattes seksuelle orientering. Jeg fik indblik i en verden, jeg ikke troede eksisterede, siger den erfarne journalist onsdag i Retten i Glostrup.

Begejstringen blev endnu større, da to journalister en dag trak deres nye chef til side og fortalte om en særlig kilde. En kilde, der via sit arbejde hos Nets var i stand til at fodre ugebladet med kreditkortoplysninger om kendte og kongeliges gøren og laden.

- Jeg sagde, at det var fedt, husker Henningsen om sin reaktion.

Netop dette samarbejde er imidlertid grunden til, at den tidligere chefredaktør i dag er tiltalt i den såkaldte Se og Hør-sag.

Ifølge anklagemyndigheden er både Henningsen, kreditkortkilden og flere andre tidligere ansatte på bladet skyldige i både hacking og bestikkelse. Men selv om de tiltalte i vidt omfang erkender det faktiske forløb, nægter de sig skyldige. Således også Henningsen.

- I og med at det blev formuleret på den måde, at det var en medarbejder, der via sit arbejde havde adgang til oplysninger, så var min vurdering lynhurtigt, at det var lovligt, siger Henningsen om baggrunden for, at han nægter sig skyldig.

I øvrigt mener han ikke, at den såkaldte tys-tys-kilde adskilte sig nævneværdigt fra andre kilder på landets medier.

Heller ikke den omstændighed, at Se og Hør i årene 2008-2012 skal have betalt it-operatøren mindst 430.000 kroner for hans indsats, stikker ifølge Henningsen ud.

Noget tyder dog på, at han ikke altid har set samarbejdet med tys-tys-kilden som noget helt normalt.

I en mail til Allers daværende udgiverdirektør, Per Ingdal, luftede Henningsen i 2011 i hvert fald tydelig nervøsitet for, at en journalist, som han planlagde at fyre, ville hævne sig ved at fortælle åbent om kilden.

- Jeg kender Ken B. godt nok til at vide, at han har gemt tonsvis af dokumentation. Ikke mindst sms'er fra kilden, lød det i mailen fra Henningsen.

På trods af betænkelighederne blev journalisten Ken B. Rasmussen, der sammen med en kollega stod for kontakten til it-operatøren, fyret.

I april 2014 var det netop den fyrede journalist, der satte gang i skandalen om Se og Hør, da han i romanen "Livet, det forbandede" beskrev arbejdet med tys-tys-kilden.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress