Af Ritzau - 03/10-16 14:27; Opdateret: 03/10-16 15:38

Støjberg vil stramme udvisning af kriminelle udlændingeStøjberg vil stramme udvisning af kriminelle udlændinge

Tvivlen skal ikke længere komme kriminelle udlændinge til gode, mener udlændinge- og integrationsministeren.

Det vakte vrede på Christiansborg, da Højesteret i maj slog fast, at den seriekriminelle kroatiske statsborger Gimi Levakovic skulle have lov at blive i Danmark.

Det ville nemlig være i strid med Danmarks internationale forpligtelser at smide ham ud af landet.

Men nu er udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) klar med et nyt lovforslag. Det skal sikre, at flere kriminelle udlændinge kan sendes ud.

Fremover skal kriminelle udlændinge udvises, med mindre det "med sikkerhed" er i strid med Danmarks internationale forpligtelser, lyder forslaget.

- Det er ingen hemmelighed, at jeg har været meget optaget af Levakovic-sagen, og at jeg gerne havde set, at han blev udvist af Danmark, siger Støjberg i en pressemeddelelse.

- Det er ikke rimeligt, at udlændinge, der begår kriminalitet i Danmark, ikke kan udvises. Derfor rydder vi nu op efter den røde regerings lempelser.

Hun henviser til, at den tidligere S-ledede regering fjernede vendingen om, at det "med sikkerhed" skulle være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, hvis kriminelle udlændinge skulle undgå udvisning.

Mens Støjberg bruger kroaten Gimi Levakovic som eksempel på en, hun gerne havde smidt ud, så fremgår det af lovforslaget, at EU-borgere vil være omfattet af nogle lidt mildere regler end andre udlændinge.

EU-reglerne sætter nemlig grænser for adgangen til at udvise EU-borgere og deres familiemedlemmer, står der i bemærkningerne til lovforslaget.

- Der må ikke træffes en afgørelse om udsendelse vedrørende en unionsborger (...) når de har opnået ret til tidsubegrænset ophold på værtsmedlemsstatens område, medmindre det skyldes alvorlige hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed, står der i bemærkningerne.

- Der må endvidere ikke træffes afgørelse om udsendelse vedrørende en unionsborger, medmindre afgørelsen er bydende nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed som fastlagt af medlemsstaten, hvis de har haft ophold i værtsmedlemsstaten i de ti forudgående år.

Levakovic har mere end 20 domme. Blandt andet for vold, afpresning, trusler og vidnetrusler, besiddelse af våben, tyveri og tricktyveri og falsk forklaring over for retten.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress