Af Ritzau - 28/11-16 16:31

Politiet offentliggør video i sag om påsatte brandePolitiet offentliggør video i sag om påsatte brande

En video optaget i nattemørke viser en mand, som måske kan have noget at gøre med nordjyske brande.

Efter en stribe brande i Fjerritslev-området i oktober og november offentliggør Nordjyllands Politi nu videobilleder af en mand, der kan have noget med brandene at gøre.

Videoen er optaget i mørke, og på de to optagelser ses en mand komme til et sted og gå igen. Politiet ønsker ikke at oplyse, hvor den videoovervågning, som billederne kommer fra, er foregået henne.

Vicepolitiinspektør Frank Olsen, Nordjyllands Politi, understreger i en pressemeddelelse, at politiet ikke kan sige med sikkerhed, om manden på billederne har noget med brandene at gøre.

- Måske er han nede for at ryge en cigaret, eller måske er han en af de mange borgere, der holder vågent øje med, hvad der foregår. Det ved vi ikke, siger Frank Olsen.

Han opfordrer manden til at henvende sig til politiet.

- Han kan - bevidst eller ubevidst - have gjort nogle relevante iagttagelser i forbindelse med containerbrandene i Fjerritslev by, siger Frank Olsen.

Borgere, der kan genkende manden eller har andre oplysninger om sagen, opfordres også til at ringe 114.

Manden på videooptagelserne er kraftig af bygning. Han har brede skuldre og et rundt hoved med en tætsiddende hue på.

Han er iført en kraftig, hoftekort jakke med skrå sidelommer og en kraftig krave, cowboybukser muligvis af mærket Wrangler at dømme efter et mærke på højre baglomme, samt træsko uden hælkappe.

Da optagelserne er sket i mørke, er det ifølge politiet svært at sige noget om farverne på mandens tøj.

Nordjyllands Politi efterforsker over 20 brande i Fjerritslev-området, der menes påsat. Brandene har hærget containere, men også halmlader og stråtækte sommerhuse.

For lidt mere end en uge siden var en 89-årig kvinde i fare for at indebrænde, da der blev sat ild til hendes stråtækte hus.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress