12/03-16 03:44

Tiårig dreng mister livet i Gaza efter israelske angrebTiårig dreng mister livet i Gaza efter israelske angreb

Israel svarede igen på raketter, der forinden var blevet skudt ind i Israel fra Gazastriben.

En tiårig dreng er lørdag blevet dræbt i forbindelse med natlige israelske luftangreb i Gazastriben, oplyser hospitalskilder og øjenvidner ifølge blandt andet nyhedsbureauet dpa.

De israelske angreb var rettet mod en træningslejr for militante i den nordlige del af Gazastriben og kom adskillige timer efter, at ukendte personer havde affyret fire raketter ind i det sydlige Israel fra det samme område.

Ved de israelske angreb før daggry lørdag blev den dræbte drengs søster også kritisk såret, oplyser sundhedsmyndighederne i Gaza i en udtalelse.

Ifølge øjenvidner i det Hamas-kontrollerede Gaza ramte israelske kampfly en række mål i både den sydlige og nordlige del af området samt i hovedbyen Gaza City.

Siden afslutningen af den store israelsk militæroffensiv i Gazastriben over 50 dage i sommeren 2014 har militante med jævne mellemrum affyret raketter ind i Israel. Hver eneste gang har Israel svaret igen med angreb.

I konflikten i 2014 mistede omkring 2200 palæstinensere livet, og flere end 11.000 blev såret. På israelsk side mistede flere soldater også livet.

Konflikten stoppede, efter at Egypten forhandlede en våbenhvile på plads mellem Hamas og Israel.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress