03/02-16 12:59

Bertel Haarder er ked af politiske bihensigter i 1864Bertel Haarder er ked af politiske bihensigter i 1864

Kulturministeren kalder det uheldigt, at tidligere DR-chef har haft politiske bihensigter med tv-serien 1864.

DR's dramaserier skal ikke have politiske bihensigter. Den slags skader kunsten og kulturen, slår kulturminister Bertel Haarder (V) fast.

- Jeg mener, det er uheldigt, hvis kunst og kultur bliver præget af politiske bihensigter. Det siger Ingolf Gabold jo var tilfældet med "1864". Det er jeg ked af at høre, siger ministeren til Ritzau.

Reaktionen kommer, efter at DR's dramachef fra 1999 til 2012, Ingolf Gabold, over for Politiken har kaldt tv-serien 1864 for et slag mod Dansk Folkeparti.

Serien om slaget ved Dybbøl var et politisk projekt, der skulle spejle nationalismen i 1864 med den neonationalisme, som DF i Ingolf Gabolds optik står for.

Udtalelsen har fået DF på mærkerne, og kulturordfører Alex Ahrendtsen har indkaldt ministeren til samråd. Her vil han høre, hvad Bertel Haarder mener om sagen - og hvilke konsekvenser, den skal have for DR. Det vil ministeren dog ikke forholde sig til.

- Jeg kan kun sige, at politiske bihensigter ikke er gode for kunsten. Heller ikke for respekten for kunstnerne. Så jeg synes, vi skal prøve at undgå politiske bihensigter i alt, hvad der foregår på kulturområdet.

- I forvejen har vi jo problemer med den folkelige forståelse for vigtigheden af kultur og kunst, og hvis det breder sig, at der er politiske bihensigter, så bliver den folkelige forståelse mindre, siger ministeren.

Dansk Folkeparti har den opfattelse, at DR i flere årtier har ført politisk hetz mod partiet. Alex Ahrendtsen taler om "en råddenskab" i DR, som han vil have ministeren til at forholde sig til.

Spørgsmål: Deler du Dansk Folkepartis opfattelse?

- Jeg bemærkede da godt, at Dansk Folkeparti var sure over 1864.

- I dag himler Socialdemokraterne så op over, at Clement Kjersgaard har været skrap i et interview. Jeg vil godt sige til både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne: Husk nu armslængden, tilføjer ministeren med henvisning til, at politikere ikke skal detailstyre DR.

Spørgsmål: Ifølge Ingolf Gabold har flere DR-serier under ham været "politiske projekter". Hvad kan du gøre for, at det ikke sker igen?

- Jeg kan sige det, jeg siger. Det er det, jeg kan gøre. For jeg skal jo ikke selv bryde armslængdeprincippet, når jeg beder Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne om at fastholde det, siger Bertel Haarder.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress