Af Ritzau - 15/04-16 12:16

Familien frygtede at 20-årig planlagde terror i StockholmFamilien frygtede at 20-årig planlagde terror i Stockholm

Säpo fandt tape, mobiltelefon og kasser med stålkugler hos 20-årig, der er mistænkt for at ville lave bombe.

Han købte acetone, stålkugler og en trykkoger. Ifølge anklagemyndigheden ville den 20-årige svensker lave en selvmordsbombe. Fredag startede sagen mod ham i Attunda byret nær Stockholm.

Anklager Ewamari Häggkvist fra en særlig sikkerhedsgruppe nedsat af den svenske anklagemyndighed siger, at den 20-årige, som er fra det nordlige Stockholm, havde planer om at udføre et terrorangreb.

Manden, der nægter sig skyldig, blev anholdt i februar af sikkerhedspolitiet Säpo, efter at hans familie og omgangskreds havde udtrykt bekymring over hans adfærd.

Da hans mor havde alarmeret Säpo, blev den 20-årige afhørt, og en husundersøgelse blev foretaget.

Svensk politi fandt i første omgang intet, ud over tape, en mobiltelefon og kasser med runde stålkugler hos ham. Senere er der fundet seks flasker acetone.

Der er taget fotos af ham i januar, da han købte en trykkoger.

Sidste år fortabte den unge sig i religiøse spørgsmål - først og fremmest inden for islam, og han identificerede sig med Islamisk Stat. Han hævede op mod 50.000 svenske kroner og anskaffede sig et pas.

Under afhøringer hos politiet har manden afvist, at han havde planer om at fremstille en bombe, men han har ikke forklaret, hvad han ville med acetonen og stålkuglerne.

Flere pårørende har i samtaler med Säpo sagt, at den 20-årige havde det psykisk dårligt og isolerede sig i perioder. Han gav udtryk for radikale holdninger.

Der er stor medieinteresse for retssagen mod den 20-årige, som angiveligt til sidst smed stålkugler og acetone i en container.

/ritzau/TT

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress