Af Ritzau - 23/09-16 12:25; Opdateret: 23/09-16 13:35

Efter få timer er tv-overvågning på Christiania revet nedEfter få timer er tv-overvågning på Christiania revet ned

Overvågningskameraerne i Pusher Street er allerede efter få timer blevet revet ned eller dækket til.

De to overvågningskameraer i Pusher Street på Christiania, der fredag blev installeret, er ved middagstid blevet revet ned eller dækket til. Det bekræfter lederen af Task Force Pusherstreet, Dannie Rise, over for Ritzau.

- Det ene kamera er blevet revet ned, mens det andet har fået en sort affaldssæk over sig, fortæller Dannie Rise.

Gerningsmændene brugte angiveligt en stige til nå op til de to kameraer, fortæller talsmand for Christiania, Ole Lykke.

Der er ifølge Dannie Rise ingen anholdte i forbindelse med hærværket.

Efter at to betjente blev skudt i forbindelse med en anholdelse på fristaden for godt tre uger siden, har christianitterne i et brev til Københavns Politi giver udtryk for, at de accepterer videoovervågning.

Efter at politiet satte kameraerne op og forlod Christiania fredag morgen, gik der dog ikke længe, inden folk i Pusher Street begyndte at diskutere, hvordan man nemmest kunne få dækket kameraerne til - eller ødelægge dem.

Kort før kameraerne blev revet ned og dækket til, sagde Dannie Rise til Ritzau, at skulle det ske, ville politiet blot hænge nye op.

- Nu sætter vi dem op, og hvis de bliver ødelagt, så sætter vi nogle nye op, sagde Dannie Rise.

I et tweet bekræfter Københavns Politi, at der efter hærværket bliver sat et nyt kamera op.

- Det ene kamera er fjernet af de dårlige kræfter på Christiania. Der vil blive sat et nyt op. Det skal være trygt derude, lyder det.

Politiet har tidligere brugt videooptagelser til at dokumentere hashhandel. Det skete i operation "Nordlys", der var rettet mod den organiserede hashhandel på Christiania.

Videooptagelser indgik i en del af bevismaterialet, der fik 76 personer dømt i seks sager.

ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress