Af Ritzau - 07/05-16 17:33

Danmark slår ærkerivalen og får kanonstart på VMDanmark slår ærkerivalen og får kanonstart på VM

For første gang i seks år indledte ishockeylandsholdet et VM med en sejr, da Norge blev slået 3-0 i Moskva.

Pilen peger opad for det danske ishockeylandshold, der med 3-0 over Norge lørdag eftermiddag har fået en drømmestart på VM i Rusland.

Det er første gang i seks år, at Danmark indleder et VM med en sejr, og det må give både selvtillid og optimisme i den danske lejr, at mange ting fungerede overraskende godt mod de norske ærkerivaler.

For det første blev der sat en prop i den danske defensiv, der har set skrøbelig ud i testkampene op til afrejsen til Moskva, og for det andet ramte landstræner Jan Karlsson i store træk rigtigt med sin sammensætning af kæderne.

Førstekæden med NHL-trioen Lars Eller, Nikolaj Ehlers og Jannik Hansen var lynfarlig allerede i første skift, hvor Hansen huggede et slagskud på stolpen.

Det var en puckerobring fra Ehlers og en aflevering fra Eller, der satte det angreb i gang, som backen Jesper B. Jensen til sidst afsluttede til dansk 2-0-føring.

Det trækker ned, at Lars Eller måtte tilbringe hele ti minutter i straffeboksen, men hvis trioen kan holde det spillemæssige niveau, har Danmark en topkæde, der også kan skabe problemer for stærkere hold end Norge.

Frem for alt var det dog en ægte holdpræstation, der sikrede de tre dyrebare point.

Sebastian Dahm i målet lignede sig selv fra sidste år, og han var stærkt medvirkende til, at danskerne overlevede et tungt norsk pres i anden halvdel af første periode.

Også andenkæden fungerede glimrende anført af en utratændt Nicklas Jensen, som viste sig fra sin bedste og mest målsøgende side.

Afslutteren fra Hartford Wolf Pack sørgede for den vigtige første scoring, da han med baghånden vippede pucken op i målet bag Lars Haugen.

Nordmændene kom aggressivt på isen til tredje periode for at jage en tidlig reducering, der kunne tænde nyt håb for den afgående landstræner Roy Johansen.

Danskerne tog nogle dumme udvisninger og kom til at spille med ryggen mod muren, men Jan Karlssons tropper sloges med alt, hvad de havde og modstod det norske stormløb.

Til sidst slog Nicklas Jensen sejren fast ved at score i et tomt mål, da Norge havde taget målmanden ud i en sidste satsning.

I en pulje, hvor flere formodede bundhold allerede har hentet overraskende point, er den danske sejr ekstra vigtig, og måske kan de tre point skabe grundlaget for, at VM 2016 kommer til at handle om mere end bare at undgå nedrykning.

Næste opgave bliver Sverige søndag aften. Danmark har aldrig taget point fra svenskerne, men mod et afbudsramt svensk hold skal man ikke afvise, at danskerne med en lige så koncentreret indsats kan skabe en jævnbyrdig kamp.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress