Af Ritzau - 09/04-16 22:56; Opdateret: 10/04-16 00:41

Tre lettere såret ved eksplosion i IstanbulTre lettere såret ved eksplosion i Istanbul

Ifølge tyrkisk nyhedsbureau er det en lille bombe, der er eksploderet ved en busstation i Istanbul.

Tre personer meldes lettere såret ved en eksplosion nær et busstoppested i Istanbul, skriver flere nyhedsbureauer.

Det tyrkiske nyhedsbureau Dogan skriver, at eksplosionen skyldes en granatlignende bombe, men det er endnu ikke bekræftet fra myndighedernes side.

Eksplosionen skete i bydelen Mecidiyekoy, der ligger på den europæiske side af storbyen.

Ifølge Dogan er de tre tilskadekomne bragt til et hospital i nærheden, men de er kun lettere såret.

Politiet har spærret området af, og der cirkler en helikopter i området over det sted, hvor eksplosionen fandt sted.

Den type granat, der menes at være anvendt i lørdagens eksplosion, giver et højt brag og skaber frygt og panik, men det er sjældent, at de forårsager alvorlig skade.

Der er ikke nogen meldinger om, hvem der kan stå bag angrebet.

Eksplosionen kommer samme dag, som USA's ambassade i Tyrkiet advarede sine statsborgere om en mulig terrortrussel i Istanbul, Antalya og andre steder med mange turister.

Også Israel har for nylig opfordret sine borgere til at forlade Tyrkiet på grund af terrortruslen i landet.

Istanbul og særligt hovedstaden Ankara har gennem de seneste måneder været ramt af terrorbomber. Siden januar er over 79 mennesker blevet dræbt, og Tyrkiet er i forhøjet beredskab.

I Istanbul er sikkerhedsforanstaltningerne i disse dage desuden øget som led i byens forberedelser til næste uges værtskab for topmødet i Den Islamiske Konferenceorganisation (OIC).

Tidligere lørdag sprængte tyrkisk politi en mistænkelig taske, der blev fundet på Taksim-pladsen i det centrale Istanbul.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress