Af Ritzau - 15/04-16 14:34; Opdateret: 15/04-16 14:57

Brand i tank på Esbjerg Havn giver strømafbrydelseBrand i tank på Esbjerg Havn giver strømafbrydelse

Nedkølingsarbejdet efter en brand på havnen i Esbjerg giver strømafbrydelse i et par timer i havnen.

Brandvæsenet er fredag eftermiddag i gang med at nedkøle en tank, der var brand tidligere på eftermiddagen på havnen i Esbjerg.

Branden er slukket, men nedkølingsarbejdet fortsætter et par timer, hvor der også vil være strømafbrydelse. Politiet ved ikke, hvor stort et område der er påvirket af afbrydelsen, fortæller vagtchef Anders Hansen fra Sydjyllands Politi.

- Nu køler de på livet løs dernede, og det vil formentlig vare et par timer endnu, så de er sikre på, at der ikke sker mere. Brandvæsnet afspærrer også området, fordi der kan være nedstyrtningsfare.

- Når man bruger så meget vand, vil de ikke også have strøm derned. Derfor har de bedt Syd Energi om at lukke for strømmen i et område, siger Anders Hansen.

Politiet formoder, at branden skyldtes en overophedning af en pumpe, der skal pumpe fiskeolie fra en tank til en anden på havnen. Da pumpen blev meget varm, antændte den olien.

Tanken, der brød i brand, var ikke så stor. Der var dog på et tidspunkt fare for, at en stor tank ved siden af den lille også kunne bryde i brand.

- Vi frygtede, at der kunne gå ild i en stor tank med 500 liter fiskeolie. Så ville det have betydet noget i retning af den store brand, vi havde i Fredericia, siger Anders Hansen.

Han henviser til den store brand, der i starten af februar brød ud i en silo på Fredericia Havn. Her gik der flere dage, før brandvæsenet fik bugt med flammerne.

I Frederica gik der ild i noget palmeolie, der blandt andet bruges som fritureolie. Det kunne ikke slukkes med vand, men skulle kvæles med et låg af skum.

Store mængder gødning blev ledt ud i naturen som følge af branden, der blev kaldt en "miljøkatastrofe" af Danmarks Naturfredningsforening.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress