Af Ritzau - 15/11-16 23:47

Djokovic slider sig i semifinalen i LondonDjokovic slider sig i semifinalen i London

Kanonserveren Milos Raonic ydede hård modstand, men Novak Djokovic levede op til favoritværdigheden.

Novak Djokovic er klar til semifinalerne ved ATP World Tour Finals, men serberen måtte slide hårdt for at hente sin anden sejr i gruppespillet, da han stod over for Milos Raonic tirsdag aften.

Djokovic skulle bruge to timer og et kvarter, inden han havde vundet den meget tætte forestilling i O2 Arena i London med 7-6 og 7-6.

Canadieren Raonic lever højt på sin hårde serv og fyrede 14 serveesser af sted undervejs i kampen, men i den sidste ende var det ikke helt nok.

Djokovic' større bevægelighed og evnen til at vinde de afgørende bolde gjorde forskellen, så den tidligere verdensetter kunne tage den sejr, der med sikkerhed sender ham videre i turneringen.

Tidligere på dagen var gruppens to øvrige deltagere i aktion. Her vandt østrigeren Dominic Thiem med 6-3, 1-6 og 6-4 over Gael Monfils fra Frankrig.

Thiem og Raonic har én sejr hver og spiller torsdag mod hinanden om den anden billet til semifinalerne.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress