Af Ritzau - 23/10-16 22:31; Opdateret: 23/10-16 23:23

Landbrugsparti står til uventet storsejr i LitauenLandbrugsparti står til uventet storsejr i Litauen

Litauens regerende socialdemokrater bliver tromlet af landbrugsparti, der går fra 1 til 56 mandater.

Et magtskifte er på vej i Litauen.

Ved søndagens parlamentsvalg i det baltiske land har landbrugspartiet LPGU overraskende sikret sig flest stemmer. Det oplyser Elena Masvenaite fra den statslige valgkommission på baggrund af "næsten endelige resultater" ifølge nyhedsbureauet AFP.

Dermed er den siddende socialdemokratiske regering på vej ud.

LPGU, der tidligere blot har haft en enkelt parlamentariker, ser ud til at få 56 af de 141 sæder i parlamentet.

De litauiske kristendemokrater i Fædrelandsforbundet står til 30 pladser, mens socialdemokraterne blot ventes at blive tildelt 17.

LPGU's kandidat til premierministerposten, tidligere politichef Saulius Skvernelis, har endnu ikke lagt sig fast på, hvem han ønsker at danne regering med.

- Vi vil gå efter en rationel koalitionsregering, og vi vil vælge folk, der ønsker at skabe ændringer, siger Skvernelis til litauisk tv søndag aften.

- Vi vil stå for gennemsigtig og ansvarlig politik, lyder det videre fra den formentlig kommende premierminister.

I sin tid som politichef blev Skvernelis kendt for at slå ned på korruption hos ordensmagten.

Parlamentsvalget er foregået over to valgrunder. 9. oktober blev der stemt om 70 ud af de 141 pladser i parlamentet. Her stemte vælgerne på partilister.

Søndagens anden valgrunde foregik via såkaldt flertalsvalg i enkeltmandskredse.

Et af de store temaer i valgkampen har været den store udvandring fra det baltiske land, der siden 2004 har været medlem af EU.

I dag bor der 2,9 millioner mennesker i Litauen. Det er 600.000 færre, end i årene før landet blev en del af EU.

Derfor har partierne i Litauen i valgkampen forsøgt at komme med svar på, hvordan der kan skabes vækst og job, så mange unge ikke forlader landet.

LPGU's officielle leder, milliardæren Ramunas Karbauskis, har blandt andet lovet at hæve lønningerne og stimulere væksten for at komme problemet til livs.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress