Af Ritzau - 11/10-16 22:57

Lewandowski redder Polen i sidste sekund i VM-gruppeLewandowski redder Polen i sidste sekund i VM-gruppe

I en time spillede Polen med en mand i overtal, men først i sidste sekund blev sejren over Armenien sikret.

Polens fodboldlandshold har sat kursen mod VM i Rusland i 2018. Men tirsdag aften holdt det hårdt, før sejren hjemme mod Armenien blev sikret.

Først i dommerens femte tillægsminut - der var lagt fire minutter til - faldt sejrsmålet til 2-1 i VM-kvalifikationens gruppe E, der også tæller Danmark.

Stjerneangriberen fra Bayern München Robert Lewandowski headede sejrsmålet ind efter et frisparksindlæg.

Han var også involveret i det første mål og blev nok en gang polsk helt.

Han scorede hattrick for tre dage siden, da Danmark blev slået 3-2.

Polen har nu syv point for tre kampe ligesom Montenegro på førstepladsen.

I en time spillede Polen 11 mod 10 efter et rødt kort til udeholdet, men dels savnede Polen effektivitet, og dels forsvarede armenierne sig bravt.

Polen dominerede markant fra første fløjt og var stort set i konstant boldbesiddelse over for armenierne, der var kommet for at forsvare.

Ofte manglede polakkerne lige den sidste præcision for at gøre angrebene helt farlige, men efter en halv time fik hjemmeholdet endnu bedre vilkår at arbejde under.

Den armenske midterforsvarer Gaël Andonian ragede to gule kort til sig inden for tre minutter, og så var udeholdet reduceret til ti spillere.

Men særligt Robert Lewandowski manglede skarphed i første halvleg. Kort inden pausen befandt han sig i fri position, men han hamrede sit skud forbi stolpen.

Lige efter pausen viste han dog atter sin evne til at stå det rette sted, da han på aflevering fra højre side pressede en armensk forsvarer til at score selvmål.

Så regnede man med, at kampen var afgjort, men i det 50. minut udlignede udeholdet ved Marcos Pineiro Pizzelli, da han dirigerede en servering fra højre i nettet.

Polen pressede hårdt for scoring i den resterende del af kampen, men trods flere gode tilbud lod sejrsmålet vente på sig.

I stedet var Armenien faktisk tæt på at score i dommerens tillægstid efter et kontraangreb, men den store chance blev forpasset.

Under et minut senere var det så i stedet Lewandowski, der scorede det forløsende mål.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress