Af Ritzau - 15/07-16 22:10

OB løb panden mod Silkeborgs murOB løb panden mod Silkeborgs mur

OB angreb og angreb, men formåede ikke at nedbryde Silkeborg i Superliga-premieren. Opgøret sluttede 0-0.

OB formåede ikke at nedbryde oprykkerne Silkeborg i holdenes Superliga-premiere fredag aften. Fynboerne angreb og angreb, og brændte endda et straffespark i 0-0-kampen.

Silkeborg kom til Fyn med et meget defensivt udgangspunkt og levede udelukkende på kontrastød, uden at det dog nåede at blive farligt i kampens 90 minutter. Dertil investerede de midtjyske gæster ganske enkelt for lidt, når chancerne opstod.

Hos OB havde Kent Nielsen fire debutanter i startopstillingen, heraf de tre i forsvaret. Kenneth Emil Petersen, Jeppe Tverskov og João Pereira blev dog aldrig rigtig sat på de store prøver af de defensivt indstillede gæster.

Offensivt var der OB-debut til Rasmus Jönsson, der er kommet fra AaB. Han gik i kampen ind og tog den rolle, Rasmus Falk efterlod, da han tog til FC København, men svenskeren formåede aldrig for alvor at blive farlig.

Det meste af OB's angrebsspil kom fra Mathias Greve og Mikkel Desler i højresiden, og især førstnævnte afsluttede flittigt i opgøret, men Silkeborg-målmand Thomas Nørgaard havde en god dag på kontoret.

Alt for meget af OB's angrebsspil sluttede, når holdet ramte feltet. Kun en enkelt gang blev det rigtig farligt, og det endda efter et klodset straffespark af udeholdets Mikkel Vendelbo, der i feltet løb Jeppe Tverskov ned.

Meget sigende for OB's indsats sparkede Rasmus Festersen straffesparket på overliggeren, og så sluttede sæsonpremieren altså målløs på TreFor Park.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress