Af Ritzau - 19/05-16 18:09

Overraskende USA-sejr skubber Danmark ned som VM-otterOverraskende USA-sejr skubber Danmark ned som VM-otter

I en tæt kvartfinale vandt USA 2-1 over Tjekkiet efter straffeslag. Dermed slutter Danmark på ottendepladsen.

Danmark slutter på ottendepladsen ved VM i ishockey. Det er en kendsgerning, efter torsdagens anden tidlige kvartfinale mellem Tjekkiet og USA sluttede med en 2-1-sejr til USA efter en afgørelse efter straffeslag.

Ottendepladsen er en tangering af det bedste danske VM-resultat nogensinde.

En tjekkisk sejr ville have indbragt Danmark en syvendeplads, og længe så det ud til, at Danmark skulle sætte ny placeringsrekord.

Tjekkiet kom nemlig planmæssigt foran ved Tomas Zohorna i første periode og dominerede også skudstatistikken efter anden periode. Men på måltavlen stod den 1-1 efter det unge stortalent Auston Matthews' udligning.

Tredje periode sluttede målløs, og da der heller ikke blev scoret i overtiden, måtte holdene ud i straffeslag for at afgøre løjerne. Tjekkerne misbrugte sine tre forsøg, og dermed blev Auston Matthews' enlige scoring afgørende.

Årsagen til, at en tjekkisk sejr ville have indbragt Danmark en syvendeplads, er, at de nationer, der må sige farvel til VM i kvartfinalerne, bliver rangeret efter placering i gruppefasen.

Her landede Danmark og USA på fjerdepladsen i hver sin gruppe, men da Danmark scorede 11 point mod USA's 10, klemte danskerne sig altså ind foran stormagten som nummer syv - baseret på gruppespillet.

Men da USA leverede overraskelsen mod Tjekkiet, må danskerne altså "nøjes" med en ottendeplads - en tangering af placeringen ved VM i 2010.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress