Af Ritzau - 10/04-16 13:04

Danske profiler vil undgå problemer mod BahrainDanske profiler vil undgå problemer mod Bahrain

Rasmus Lauge og Kasper Søndergaard har respekt for Bahrain, der har imponeret trods klare nederlag i Herning.

Det er en kamp, der bare skal vindes. Men der er ingen grund til at tage sejren for givet på forhånd.

Sådan er stemningen på det danske håndboldlandshold før søndagens kamp mod Bahrain i OL-kvalifikationen i Herning.

Ørkenstatens sønner har imponeret indledningsvis i holdets to første kampe mod Norge og Kroatien. Men uheldigvis for Bahrain varer en håndboldkamp 60 minutter, så det er blevet til klare nederlag på henholdsvis 29-35 og 22-33.

- Ingen havde forventet meget af Bahrain, men prøv at se de to første halvlege, hvor de har overrasket modstanderen med meget speciel håndbold. Hvis vi undervurderer dem, så får vi et problem, siger bagspilleren Rasmus Lauge.

Bahrain var fredag kun bagud med et enkelt mål mod Norge ved pausen, mens lilleputten formåede at spille helt lige op med Kroatien i første halvleg af lørdagens kamp. I begge kampe blev Bahrain dog løbet over ende i anden halvleg.

- Vi bliver nødt til at have respekt for dem, siger højrebacken Kasper Søndergaard.

- Jeg talte med Ole Erevik (Norges målmand, red.). Han sagde, at de var meget gode i de første 40 minutter mod Norge, men i de sidste 20 minutter var de helt skandaløse.

- Så hvis vi kan spille godt i de første 40 minutter og lade være med at undervurdere dem, så burde vi have en kæmpe mulighed for at løbe hen over dem, siger Skjern-spilleren.

Det passer Rasmus Lauge fint, at Bahrains små og vævre spillere har formået at skabe spænding i begyndelsen af holdets to første kampe.

- Jeg tror, det er godt for os, at det er sket. Ellers kunne man godt gå ind til sådan en kamp og undervurdere dem lidt og så komme halvt i problemer.

- Vi bør være voksne og professionelle nok til at give den en skalle fra kampens start, siger Flensburg-Handewitt-spilleren.

Kampen mellem Danmark og Bahrain begynder klokken 20.30.

Danmark kan nøjes med uafgjort for at sikre billetten til OL.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress