Af Ritzau - 28/08-16 11:50; Opdateret: 28/08-16 18:48

Regering vil give ældre klippekort til plejeRegering vil give ældre klippekort til pleje

Ældre på plejehjem får 180 millioner kroner årligt til bedre pleje, foreslår sundhedsministeren i finansloven.

storybild

Sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) vil bruge 720 millioner kroner over de næste fire år til bedre tilbud for ældre på plejehjem. (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Ældre kan få bobbet håret, pudset sølvtøjet eller selskab på en spadseretur med et klippekort til ekstra pleje. Tilbuddet gælder plejehjem og plejebolig, hvor ældre kan få godt en halv times ekstra hjælp og støtte hver 14. dag.

Det fremgår af sundhedsminister Sophie Løhdes (V) forslag på finansloven for 2017.

Der afsættes 720 millioner kroner over fire år eller 180 millioner kroner årligt. Beløbet går til 165 millioner kroner årligt til klippekortet og 15 millioner kroner årligt til mad på plejehjem. Klippekortet udvider en ordning til de svageste på hjemmehjælp.

Københavns Kommune har ifølge ministeren allerede haft stor succes med en forsøgsordning med klippekort, hvor de ældre har brugt muligheden meget forskelligt. Blandt andet til udflugter og sociale aktiviteter.

Tilbuddene skal ligge ud over den hjælp og pleje, som de ældre allerede får. Pengene skal permanent forbedre tilbuddet til godt 46.000 ældre på landets plejehjem.

De ældre bestemmer selv, hvad de vil bruge klippet til. De kan spare op, så de bruger to eller flere klip på én gang.

Sophie Løhde vil give de ældre større selvbestemmelse.

- Initiativet er med til at give større selvbestemmelse i eget liv. At blive gammel er ikke ensbetydende med, at man ikke stadig har lyst til at gøre de ting, man har holdt af, siger Sophie Løhde.

Hos Ældresagen er man positiv over for forslaget.

- Vi tager i mod al den hjælp, vi kan få, siger Bjarne Hastrup, direktør i Ældresagen.

Men direktøren håber samtidig, at det bliver sikret, at pengene rent faktisk kommer ud til de svageste ældre.

Det vil sikre, at det ikke ender som regeringens såkaldte værdighedsmilliard sidste år, hvor nogle kommuner blot skar tilsvarende i budgettet på området.

- Hvis de gør det igen, så kommer vi jo ingen vegne, siger Bjarne Hastrup.

Ministeren afsætter også flere penge til mad til de ældre. De 15 millioner kroner kan årligt gå til at lave små køkkener eller anretterkøkkener på afdelingerne. Pengene kan også bruges til aktiviteter, hvor de ældre bager eller laver mad.

Sophie Løhde afviser, at regeringen forkæler de ældre.

- Jeg mener på ingen måde, at de ældre i Danmark er forkælet, siger Sophie Løhde.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress