Af Ritzau - 29/07-16 16:57

Forkerte færøske flag forstyrrer Løkkes flagdagForkerte færøske flag forstyrrer Løkkes flagdag

Løkke understreger, at vi skal vide mere om Rigsfællesskabet efter pinlig bommert med det færøske flag.

29. juli er den første officielle flagdag for Færøerne nogensinde, men flere bygninger er i dagens anledning kommet til at hejse det forkerte flag.

Bommerten er blevet beskrevet i flere medier, og det er ikke gået statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) næse forbi.

- Understreger - på pinlig baggrund - min oprindelige pointe om, at vi skal vide mere om hinanden i Rigsfællesskabet!, skriver Lars Løkke Rasmussen på Twitter med et link til en artikel fra Berlingske.

Børsen i København er blandt andet en af de bygninger, hvor det forkerte flag blev hejst. Dansk Erhverv, der ejer bygningen, har forklaret årsagen til fejlen til Ekstra Bladet.

- Der er tale om en fejl fra producenten, så nu har vi pillet flaget ned, siger pressekonsulent Pernille Plougheld til Ekstra Bladet.

På flaget, der var hejst på Børsen, var der blevet byttet om på den røde og blå farve. Børsen var ikke den eneste bygning, der havde lavet denne fejl.

På Københavns Universitets hovedbygning på Vor Frue Plads hang der også flag, hvor der var byttet om på rød og blå.

Her var forklaringen ifølge BT, at "man straks havde købt det færøske og grønlandske flag, da regeringen vedtog de nye flagdage i marts måned, og man derfor ikke lige havde været opmærksom på, at producenten havde udleveret det forkerte flag".

Det var i marts i år, at Statsministeriet besluttede at indføre officielle flagdage for Færøerne og Grønland.

- Jeg glæder mig til sommer, når det grønlandske og færøske flag for første gang vajer fra toppen af statens bygninger i hele riget og vores ambassader og repræsentationer i udlandet, lød det dengang fra statsministeren.

29. juli er også Færøernes nationaldag. Den grønlandske flagdag var 21. juni, som også er landets nationaldag.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress