Af Ritzau - 29/07-16 10:08; Opdateret: 29/07-16 11:07

Rød blok frygter skattesmuthul på solcelleområdetRød blok frygter skattesmuthul på solcelleområdet

Et ventet skattesmuthul er blot en lille del af problemet med Danmarks energipolitik, lyder det fra partier.

Partier i rød blok frygter, at et ventet skattesmuthul på solcelleområdet vil gavne villaejere og virksomheder, mens mindre velbjærgede borgere i lejligheder blot kan se på.

Finten består i, at solcelleejerne producerer egen strøm. Bedre teknologi gør, at man om få år kan lagre en stadig større del af solcellestrømmen. Dermed slipper man for elafgifter, hvilket typisk gavner villaejerne og virksomheder, der ejer solcelleanlæg.

Området er dog bare en lille del af problemet, lyder det.

- Solcellerne er langt fra det eneste område, hvor vi har et problem med, at afgiftssystemet stopper den grønne omstilling. Derfor har vi brug for at se det lidt bredere. Det her er et reelt problem, men det står ikke alene, siger energiordfører Jens Joel fra Socialdemokraterne.

Solcelleejerne slipper således for omkring 1,50 kroner per kilowatt-time til elafgift, PSO-afgift og moms. Langt det meste af beløbet er ren skat.

Ifølge en ny analyse fra brancheorganisationen Dansk Energi vil staten miste 200 millioner kroner om året voksende til 700 millioner kroner i 2025 med den forventede prisudvikling i solceller.

Falder prisen endnu hurtigere, hvad tal fra det internationale agentur for vedvarende energi tyder på, så fordobles drænet i statskassen til en milliard kroner i 2025.

Ud over de tab, som de eksisterende solcelleanlæg allerede har medført.

Også De Radikale rynker panden.

- Vi vil gerne bruge mere strøm fra vindmøllerne rundt omkring til varmeproduktion og transport for at fremme den grønne omstilling.

- Energiafgifterne er næsten 40 milliarder kroner, der er rigtig mange forskellige afgifter og tilskud, så det bør man sætte sig ned og se på, siger fungerende politiske ordfører Andreas Steenberg (R).

Forhandlingerne er blevet afbrudt af sommerferien og uenigheder, men ventes genoptaget efter sommeren.

Der bør dog komme skub i forhandlingerne, er der enighed om. Der er nemlig brug for en grundig gennemgang, er Enhedslisten enig i.

- Det er positivt, at der stadig er parcelhusejere, som vil investere i solceller på deres huse. Vi skal finde løsninger, hvor vi både fremmer store anlæg, og hvor vi også ser på, at det er yderst uhensigtsmæssigt med batterisamlinger i hvert eneste parcelhus, siger energiordfører Søren Egge Rasmussen (EL).

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress