Af Ritzau - 02/10-16 16:44; Opdateret: 02/10-16 21:49

Skyldnere får overskydende skat retur grundet ressourcemangelSkyldnere får overskydende skat retur grundet ressourcemangel

Skat glæder sig over fremskridt i modregning. Men skyldnere har fået for meget betalt skat retur trods gæld.

Skat har siden 1. april inddrevet cirka tre milliarder kroner fra 281.000 skyldnere ved at modregne gæld i den overskydende skat, borgerne ellers stod til at få retur.

Det betragtes i Skat som det første store skridt, mens der arbejdes på at få inddrivelsen af gæld til det offentlige op at stå efter skandalen med it-systemet EFI.

Men selv om Skat gør fremskridt, så har en gruppe borgere, der skylder det offentlige penge, alligevel fået udbetalt deres overskydende skat uden modregning.

Det fremgår af Skats kvartalsvise restanceredegørelse, som skatteminister Karsten Lauritzen (V) har sendt til Folketinget.

Ifølge loven må Skat højst tilbageholde folks overskydende skat indtil 1. september. Men myndighederne har simpelthen ikke kunnet nå at behandle alle sagerne manuelt inden da, fremgår det.

Skat forklarer, at det "i et antal sager af ressourcemæssige årsager" ikke har været muligt at vurdere retskraften af skyldnernes samlede restanceforhold - altså hvorvidt det vil være lovligt at modregne.

- I disse sager er de tilbageholdte overskydende skatter udbetalt uden eventuel modregning, står der.

Skat skriver ikke, hvor mange sager, der ikke er nået at blive behandlet, og heller ikke hvilket beløb det drejer sig om. Men den sidste modregningskørsel omfattede 1,3 milliarder kroner, oplyses det.

Og det er altså "et antal" af de sager, Skat ikke har kunnet nå at behandle manuelt.

Karsten Lauritzen kalder det i et brev til Folketingets Skatteudvalg "glædeligt", at det er lykkedes at modregne tre milliarder siden 1. april.

- Det slår også positivt igennem på inddrivelsesprovenuet, som er steget betydeligt i perioden april til september 2016, skriver han.

Det ændrer dog ikke ved, at restancerne ventes at fortsætte med at stige. De ventes at være over 100 milliarder kroner ved årets udgang. Ved udgangen af andet kvartal var de knap 92 milliarder kroner.

Af dem vurderes 30 milliarder at være "reelt inddrivelige".

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress