Af Ritzau - 09/08-16 17:08; Opdateret: 09/08-16 17:38

Statsrevisorer lukker diskussion for salget af dele af DongStatsrevisorer lukker diskussion for salget af dele af Dong

Det var på dagsorden at lade Rigsrevisionen undersøge salget, men der udarbejdes i stedet et notat.

Statsrevisorerne har besluttet at udarbejde et notat om salget af dele af Dong Energy. Det oplyser Peder Larsen (SF), formand for Statsrevisorerne, efter et møde med sine fem kolleger.

På forhånd var det på tale at lade Rigsrevisionen undersøge, om dele af energikæmpen i 2014 blev solgt for billigt.

Men i stedet skal et notat omhandle børsnoteringen og Dongs tilstand, da dele af selskabet blev solgt til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

- Rigsrevisorerne skal hjælpe os med at lave et notat om Dong. Det er en slags gestus for at få den sag endeligt lukket, om muligt, siger Peder Larsen til TV2 News.

Dansk Folkepartis statsrevisor, Henrik Thorup, udtalte tidligere, at han gerne så en undersøgelse sat i søen.

Men han har altså valgt at bøje sig under mødet for Statsrevisorerne, som tilstræber at være enige, når de afgiver bemærkninger til beretninger, og når de anmoder Rigsrevisionen om at undersøge et område.

På spørgsmålet, om det ikke er spild af ressourcer med et notat om oplysninger, der allerede er tilgængelige, svarer Peder Larsen, at det netop er derfor, Statsrevisorerne beder om et "kort notat" og ikke en undersøgelse.

Han tilføjer, at det var, hvad der kunne blive politisk enighed om.

Det var den daværende socialdemokratiske finansminister Bjarne Corydon, der i 2014 stod for salget til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Staten blev fra flere sider kritiseret for at have solgt Dong alt for billigt. Siden salget er selskabet blevet børsnoteret og dets værdi mere end fordoblet.

Det er den kendsgerning, der fik Enhedslistens tidligere mangeårige finansordfører Frank Aaen til at rette henvendelse til Statsrevisorerne om en undersøgelse.

Men hans henvendelse mødte altså ikke opbakning blandt Statsrevisorerne.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få fat i formand Peder Larsen eller næstformand Henrik Thorup.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress