Af Ritzau - 03/06-16 12:19

Udflytning giver længere ventetid for landmænd og fiskereUdflytning giver længere ventetid for landmænd og fiskere

Fiskere og landmænd vil opleve længere sagsbehandlingstider end ventet på grund af udflytning af styrelse.

Som en direkte konsekvens af regeringens store udflytning af statslige arbejdspladser vil landmænd og fiskere komme til at vente i længere tid, når deres sager behandles i NaturErhvervsstyrelsen.

Styrelsen flytter cirka 400 medarbejderes opgaver til Sønderjylland, og på grund af flytningen vil sagsbehandlingstiderne blive længere end først ventet, oplyser Miljø- og Fødevareministeriet.

Det gælder blandt andet krydsoverensstemmelseskrav, dispensationsansøgninger under landbrugsloven og økologiautorisationer.

- Vi gør, hvad vi kan, for at flytningen berører landmænd, fiskere og andre, der modtager tilskud fra os, mindst muligt, men det kan desværre ikke undgå at få konsekvenser for nogle, siger Jette Petersen, der er direktør i NaturErhvervstyrelsen.

- Det er beklageligt, og jeg har stor forståelse for de kunder, der føler, at de kommer i klemme, lyder det i pressemeddelelsen.

Styrelsen har prioriteret at kunne udbetale landbrugsstøtten til tiden, da den omfatter størstedelen af de penge, styrelsen udbetaler i støtte.

- De længere sagsbehandlingstider skyldes, at medarbejdere - inden for visse områder - har fået nye job meget hurtigt. Og at vi har mistet en del nøglepersoner, skriver Miljø- og Fødevareministeriet i pressemeddelelsen, hvor det tilføjes:

- Samtidig tager det tid at rekruttere og oplære så mange nye medarbejdere i et forholdsvis komplekst område.

85 medarbejdere er i løbet af foråret flyttet til de nye lokaler i Sønderjylland.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress