Af Ritzau - 15/09-16 14:51; Opdateret: 15/09-16 16:26

Tiltalt: Jeg sendte hans nøgenbilleder til ekskonenTiltalt: Jeg sendte hans nøgenbilleder til ekskonen

Otte mænd skrev med en 14-årig pige på nettet. Tre af dem blev angiveligt afpresset. Nu er sagen i retten.

Fire mænd nægter torsdag i Retten i Glostrup, at de afpressede flere mænd, der ønskede at have sex med en mindreårig pige, de havde fået kontakt med på nettet.

To erkender dog, at de mødtes med nogle af mændene.

En 26-årig tiltalt fortæller, at han sammen med sin bror, der også er tiltalt i sagen, havde fået kontakt til en mand, der gerne ville mødes og have sex med en 14-årig pige.

Han havde også nummeret på mandens ekskone, som han ringede til.

- Jeg sagde, at hendes mand var pædofil, og at hun skulle fjerne sine børn fra ham.

- Jeg sendte alt, hvad han havde skrevet og sendte nøgenbilleder af manden til hans ekskone, siger den 26-årige.

En anden tiltalt erkender, at han var med til at banke en anden mand på Flintholm Station i januar i år.

- Det var for at sætte ham på plads og få ham til at holde op med det svineri.

- Vi havde snakket om, at det var ulækkert, siger den 22-årige mand i retten med henvisning til, at han kort forinden havde talt om pædofili sammen med unavngivne venner.

Mens den 22-årige svarer på spørgsmål, lyder der mumlen fra de andre på anklagebænken.

Den unge mand ændrer enkelte gange sin forklaring. Til sidst vælger han at holde fast i, at han ikke vil udtale sig om andre end sig selv.

De fire anklages for at true tre af deres ofre med, at de ville blive skåret i småstykker i en skov eller blive meldt til politiet og få lagt nøgenbilleder ud på nettet, hvis ikke mændene betalte penge til de formodede gerningsmænd.

Samlet set er mændene anklaget for at have afpresset eller forsøgt at afpresse otte forskellige mænd.

Kontakten skulle ifølge anklagemyndigheden være sket gennem det sociale medie Badoo.com.

Gruppen skulle også have gennemsøgt en mands bopæl og tvunget ham til at logge på sin netbank.

Da manden ikke havde nogen penge, fik han fire dage til at skaffe 50.000 kroner, hævder anklagemyndigheden.

I retten vil ingen udtale sig om, hvem der skabte kontakten til mændene på nettet.

Der ventes dom i sagen senere i september.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress