Af Ritzau - 24/05-16 10:54; Opdateret: 24/05-16 11:14

V: Bragende god idé at bruge midterrabat på jysk motorvejV: Bragende god idé at bruge midterrabat på jysk motorvej

Venstre ser positivt på forslag om at bruge midterrabat på E45 mellem Aarhus og Skanderborg til ekstra spor.

storybild

Det kan være en prøvelse at køre på den stærkt trafikerede østjyske motorvej, men nu foreslår Vejdirektoratet, at man kan inddrage midterrabatten på E45 mellem Aarhus og Skanderborg til ekstra spor. (Billede: Free/Jens Fiskbæk/colourbox)

Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen vender tommelfingeren op til et forslag fra Vejdirektoratet om at udnytte midterrabatten på den østjyske motorvej mellem Aarhus og Skanderborg til at bygge to ekstra spor.

- Det er en bragende god idé. Vi er meget optaget af at udvide den strækning, som er og bliver en flaskehals. Så må vi se, om det kan realiseres, når der er trafikforhandlinger igen, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Vejdirektoratet peger i en analyse på, at den 12 meter brede midterrabat på E45 mellem Aarhus S og Skanderborg S med fordel kan bruges til at etablere to spor.

Det vil kunne aflaste trafikken på strækningen, som næsten dagligt sander til i myldretiden, og når der sker ulykker.

- Det vil være en varig og god løsning at få lavet en vejbane mere i hver side af midterrabatten og så stadig have nødsporet. Derfor er det et forslag, vi hilser velkommen, siger Kristian Pihl Lorentzen, der dog ikke udstikker nogen garantier om, at forslaget realiseres.

- Jeg giver ikke nogen garantier inden forhandlinger. Venstre er ikke alene om at bestemme, men vi er meget optaget af at få udvidet den strækning, siger Venstres transportordfører.

Han siger, at Finansministeriet arbejder på at få et overblik over det økonomiske råderum til trafikinvesteringer. Det overblik skal danne grundlag for en snak mellem partierne blandt andet om en mulig udvidelse af E45.

Vejdirektoratet har analyseret muligheden for at benytte nødsporet på de mest pressede motorvejsstrækninger, og det er i den forbindelse, at man peger på midtersporet mellem Aarhus og Skanderborg som et oplagt alternativ til nødsporet.

- Vi har lavet en analyse om mulighederne for at køre i nødsporet på flere forskellige strækninger.

- Lige nøjagtigt på strækningen mellem Aarhus og Skanderborg vil det være muligt at bygge et tredje kørespor i hver retning i midterrabatten, siger projektchef Ulrik Larsen fra Vejdirektoratet.

Brugen af midterrabatten vil ifølge projektchefen være at foretrække frem for at benytte nødsporet på denne strækning.

- Det er en lidt mere simpel løsning end på resten af E45. Og med nogle udgifter, der ikke afviger væsentlig i forhold til et projekt med kørsel i nødsporet på den tilsvarende strækning, siger han.

Anbefalingerne fra Vejdirektoratet er nu sendt videre til transportpolitikerne på Christiansborg.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress