31/01-16 19:07

Østjyder flokkedes til protest mod kystbyggeriØstjyder flokkedes til protest mod kystbyggeri

Arrangøren regnede med 30, men der kom mange flere end det til arrangement i Aarhus mod byggeri ved kyster.

Med flere hundrede deltagere blev Danmarks Naturfredningsforenings protestarrangement i Aarhus et af de mest velbesøgte.

- Det er helt vildt, det her. For en uge siden troede jeg, der måske kom 30. Men nu er der 815 tilmeldte via hjemmesiden og 130 via Facebook. Det er helt ufatteligt, siger Jakob Sørensen fra Danmarks Naturfredningsforenings studenterforening i Aarhus, som står bag arrangementet i Tangkrogen i Aarhus.

Normalt er her solslikkende aarhusianere eller kræmmere, der sælger deres habengut, men søndag aften er det folk i alle aldre, der er kommet for at markere modstand mod bebyggelse af kystområderne.

Deltagerne udstyres med brændende fakler, inden de går et par kilometer langs kysten hen til et stort bål.

En af deltagerne er Sofia Kölcze.

- Jeg synes, det er vigtigt at bevare kysterne, fordi de er så unikke naturmæssigt. Det vil jeg gerne støtte op om, lyder det fra den aarhusianske kvinde.

En anden deltager, Karen Jørgensen, mener, at regeringen har misforstået noget, hvis den tror, det tiltrækker flere turister at tillade hotelbyggeri og vandlande ved kysterne.

- Det gør ikke noget godt for turismen. Hvis vi i stedet passer på vores kyster, tror jeg, det vil kunne tiltrække langt flere turister, forklarer Karen Jørgensen.

Hun mener, at regeringen bør spørge folket ved en folkeafstemning, før man lemper på lovene og tillader mere bygger i kystområderne.

Tilbage ved arrangørteltet fortæller Jakob Sørensen, at søndagens arrangement trækker folk til på tværs af politiske tilhørsforhold.

- Jeg tror, at regeringen tager fejl, fordi de tror, de har opbakning fra folket i det her spørgsmål. Men arrangementet i dag, hvor der kommer folk i alle aldre og fra alle lag i samfundet viser bare, at det har de ikke, siger Jakob Sørensen.

Arrangementet slutter med at holde et minuts stilhed for de danske kyster.

- Det kan lyde lidt dramatisk, men vi ønsker at bruge stilheden til, at vi lige alle sammen husker på, hvorfor vi er her i dag, siger Jakob Sørensen.

Der blev søndag afholdt omkring 200 lignende arrangementer landet over.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress