Af Ritzau - 05/05-16 14:39

Statsrevisorerne føler sig misbrugt i magtspil om letbaneStatsrevisorerne føler sig misbrugt i magtspil om letbane

Kampen om letbanen i København får politikere til at inddrage statsrevisorernes arbejde med Aarhus Letbane.

Statsrevisorerne er ikke tilfredse med, at deres kritik af Transportministeriets rolle i Aarhus Letbane nu bliver brugt i sagen om letbanen på Ring 3 i København.

Kritikken har nemlig fået regeringen til at lægge op til politiske drøftelser af hovedstadens letbaneprojekt.

Men det er en forkert måde at bruge kritikken på, siger formanden for Statsrevisorerne, Peder Larsen (SF), til P4 København.

- Statsrevisorerne har jo ikke taget stilling til noget omkring letbaneprojektet i hovedstadsområdet. Vi har udelukkende forholdt os til det projekt omkring Aarhus Letbane, siger han.

Peder Larsen mener, at transportminister Hans Christian Schmidt (V) bruger kritikken i et politisk magtspil.

- Vi har en fornemmelse af, at man har brugt dele af de bemærkninger, som Statsrevisorerne og Rigsrevisorerne er kommet med. Men vi har ikke indtryk af, at det er blevet brugt 100 procent loyalt, siger Peder Larsen til P4 København.

- Tværtimod kan vi godt have en mistanke om, at man har klippet og sakset efter behov.

I en skriftlig kommentar til Ekstra Bladet udtaler transportminister Hans Christian Schmidt, at han tager det alvorligt, når statsrevisorerne kommer med en så alvorlig kritik af styringsmodellen for Aarhus Letbane.

- Derfor vil jeg indkalde partierne til møde for at drøfte, hvordan vi undgår at begå de samme fejl ved styringen af letbanen på Ring 3, som blev begået i Aarhus, skriver han i en mail til avisen.

Transportministeriet har fået kritik af både Statsrevisorerne og Rigsrevisionen for varetagelsen af medejerskabet af Aarhus Letbane.

Statsrevisorerne kritiserer blandt andet, at ministeriet har deltaget i anlægget af Aarhus Letbane uden at sikre sig, at projektet er blevet drevet efter "tilstrækkeligt professionelle principper for budgettering og projektstyring".

Det har fået transportministeren til at bede sine embedsmænd om at gennemgå kritikken med øje for letbanen på Ring 3.

Hovedstadens letbane er i forvejen ramt af diskussioner og udsættelser. Et flertal i Folketingets Transport- og Bygningsudvalg afgjorde således 21. april, at økonomien skal kigges efter i sømmene igen.

Efter planen skal den 28 kilometer lange letbane i København stå klar i 2023.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress