12/02-16 00:46

Sundhedsminister: Patienterne skal føle sig tryggeSundhedsminister: Patienterne skal føle sig trygge

Fremover skal der føres mere tilsyn på landets sygehuse og i almen praksis, lyder det i ny tilsynsaftale.

Det betyder først og fremmest, at vi får en bedre patientsikkerhed.

Det siger sundhedsminister Sophie Løhde (V) om den tilsynsaftale, som torsdag er blevet forhandlet på plads med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet, SF og De Konservative.

- Vi laver en historisk omlægning af vores tilsyn i sundhedsvæsnet, så vi fremover bruger ressourcerne dér, hvor der er størst risiko for patientsikkerheden, og så bruger vi ressourcerne lidt mindre de steder, hvor der grundlæggende er styr på det, siger hun til Ritzau.

Det betyder for eksempel, at der bliver skruet ned for de faste, tilbagevendende tilsyn på private sygehuse, kosmetiske behandlingssteder og plejehjem, mens der kommer mere tilsyn på landets sygehuse og hos lægerne i almen praksis.

- Det er ingen hemmelighed, at den store omlægning, vi laver, desværre bygger på en rigtig trist baggrund. Nemlig de mange ulykkelige sager, der har været, hvor der er foregået fejl med helt fatale følger.

- I stedet for kun at bruge ressourcerne på en lille begrænset del af sundhedsvæsnet, så skal vi også have fokus på den store del af sundhedsvæsnet, hvor mange mennesker bliver behandlet, hvor vi i dag ikke bruger tilsynskræfter, men hvor vi fremover gerne vil sikre, at danskerne kan være trygge ved sikkerheden.

Spørgsmål: Hvordan vil du undgå, at der alligevel vil være nogen, der flyver under radaren?

- Hvor der er mennesker, bliver der begået fejl. Men vi sætter nu en helt ny dagsorden for, hvordan vi fører tilsyn i vores sundhedsvæsen.

- Nu laver vi fremadrettet en risikomotor, hvor vi siger, at de steder, hvor der er størst risiko for patientsikkerheden, det er der, vi bruger ressourcerne, siger hun.

Ifølge den politiske aftale skal der foretages en evaluering af det risikobaserede tilsyn tre år efter, at omlægningen er indfaset.

Sundhedsministeren vil fremlægge et lovforslag om et mere risikobaseret tilsyn som en del af en samlet lovpakke, der skal styrke tilsynet med sundhedspersoner og sundhedsvæsnet.

Lovpakken forventes fremsat til april, og omlæggelsen vil træde i kraft 1. januar 2017.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress