26/01-16 14:34

Advokat skal granske politiets arbejde i sag om bedragAdvokat skal granske politiets arbejde i sag om bedrag

En advokatundersøgelse skal udrede, om myndighederne har håndteret anmeldelser korrekt i sag om VKR-gruppen

Justitsminister Søren Pind (V) igangsætter nu en advokatundersøgelse, der skal finde frem til, om myndighederne har håndteret en række politianmeldelser korrekt.

Anmeldelserne indløb da it-virksomheden Divine Business Solutions anmeldte VKR-gruppen for databedrageri. Gruppen står blandt andet bag Velux-vinduer.

- Et bredt flertal i Folketinget har ønsket, at myndighedernes behandling af politianmeldelser indgivet af Divine Business Solution og Lisborg Holding bliver undersøgt nærmere, siger Søren Pind i en pressemeddelelse.

Justitsministeren har derfor bedt advokat Erik Jensen om at undersøge, hvad der er op og ned i sagen.

Sagen startede tilbage i 2008, da Tom Lisborg, ejer af Divine Business Solutions, politianmeldte VKR-gruppen for bedrageri og datatyveri. VKR-Gruppen blev efterfølgende frikendt af Bagmandspolitiet, der efterforskede sagen.

Efter afgørelsen i 2009 klagede Tom Lisborg til Rigsadvokaten. Han var nemlig af den overbevisning, at Bagmandspolitiets efterforskning indeholdt mange faktuelle fejl.

Efter undersøgelsen hos Rigsadvokaten besluttede et enstemmigt Folketinget i 2014, at myndighedernes håndtering af Tom Lisborgs anmeldelse skulle gås efter i sømmene.

Frank Aaen, daværende folketingsmedlem for Enhedslisten, var blandt dem, der pressede på for at vedtage en undersøgelse af sagsbehandlingen hos de forskellige instanser.

- Myndighederne har været inde over denne her sag i syv år, uden at der er sket nogen form for afklaring. I hele den periode er en stribe sager om forsvundet bevismateriale, eller sigtelser der aldrig blev rejst, dukket op, sagde han tilbage i 2014.

Den daværende SR-regering besluttede, at der ikke skulle nedsættes en kommission, men derimod foretages en advokatundersøgelse.

Advokat Erik Jensen skal undersøge hændelsesforløbet hos Bagmandspolitiet, Rigsadvokaten og Justitsministeriet.

Samtidig skal han undersøge begivenhederne i de to virksomheder, deres forhold til hinanden og deres forhold til skattevæsenet.

Ifølge Justitsministeriet er håbet, at undersøgelsen er afsluttet senest 1. juni 2016.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress