Af Ritzau - 12/07-16 19:26

Kvinder får ret til at få udleveret aborterede fostreKvinder får ret til at få udleveret aborterede fostre

Sundhedsministeriet indskærper, at kvinder skal have ret til at få udleveret deres foster efter en abort.

Kvinder, der får foretaget en provokeret abort, skal kunne vælge at få udleveret fostret. Det slår Sundhedsministeriet ifølge Berlingske fast.

Dermed lægger ministeriet op til at ændre praksis på flere af landets sygehuse. Her bortskaffes fostrene i dag på lige fod med almindeligt hospitalsaffald. I nogle tilfælde også uden kvinderne orienteres om muligheden for at få dem udleveret.

Berlingske beretter om tilfælde, hvor kvinder direkte er blevet afvist, når de har spurgt til at få deres foster med hjem.

På Odense Universitetshospital kalder ledende overlæge Bjarne Rønde Kristensen fra gynækologisk obstetrisk afdeling det for en "principiel, vigtig udmelding".

- Der har været nogle uklarheder i lovgivningen, men nu er der lagt op til, at der kommer nogle klare retningslinjer på et etisk kompliceret område, siger han til Berlingske.

Det er på baggrund af en sag fra netop Odense Universitetshospital, at praksis skærpes. I forbindelse med en provokeret abort i ottende uge blev en kvinde nægtet at få udleveret sit foster.

Det var en fejl fra hospitalets side, fremgår det af en redegørelse fra Sundhedsministeriet til Folketingets Sundhedsudvalg.

På Herlev Hospital og en række andre sygehuse har man i flere år kremeret fostrene og nedsat dem i en fællesgrav på en kirkegård.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress