Af Ritzau - 12/07-16 20:32

Kenya indleder undersøgelser efter dopingbeskyldningerKenya indleder undersøgelser efter dopingbeskyldninger

Den kenyanske sportsminister har reageret, efter to medier har infiltreret et træningscenter i landet.

Mindre end en måned inden det går løs ved OL i Rio, er kenyansk atletik igen i centrum i en sag om doping.

Den tyske tv-station ARD og den britiske avis Sunday Times har infiltreret et træningscenter i byen Iten, hvor to læger har delt ud af ulovlige præparater.

Det er oplysninger, man tager dybt seriøst, understreger den kenyanske sportsminister, Hassan Wario, tirsdag.

- Vi har indledt undersøgelser. Vi tager disse påstande meget alvorligt, nu hvor OL blot er få dage væk, siger Hassan Wario ifølge nyhedsbureauet Reuters.

ARD og Sunday Times har haft en journalist placeret i træningscentret, hvor det er lykkedes at filme pakker med epo samt brugte kanyler. To læger, der er tilknyttet centret, er tilsyneladende villige til at dele ud af det ulovlige præparat.

Den ene af lægerne fortæller journalisten, at han har forsynet "mere end 50" atleter med epo. Blandt andet tre britiske løbere, der har fået lægens garanti for, at de på tre måneder kan forbedre deres præstation.

Hassan Wario fortæller tirsdag, at den kenyanske regering nu har bedt landets antidopingagentur (Adak) om at kontakte Storbritanniens ditto (Ukad), så de kan udveksle informationer i det videre undersøgelsesforløb.

Ukad har allerede sendt medarbejdere til Kenya for at undersøge beskyldningerne.

Kenya har igennem en årrække haft store problemer med doping, og landet er tidligere på året blevet tvunget til at ændre sin lovgivning på området for at undgå sanktioner.

Det er således blevet kriminaliseret at gøre brug af doping og forsyne andre med doping.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress