Af Ritzau - 09/07-16 22:30

Måling: DF-vælgere giver dumpekarakter til regeringenMåling: DF-vælgere giver dumpekarakter til regeringen

Stor gruppe af DF's vælgere mener, at Venstre-regeringen har klaret det dårligt siden valget, viser måling.

Den smalle regering får en hård dom af Dansk Folkepartis vælgere.

Det viser en meningsmåling, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Jyllands-Posten. 1061 vælgere, som ville stemme på DF, hvis der var valg i morgen, er blevet spurgt.

Her svarer lidt under 20 procent af de adspurgte, at Venstre-regeringen har gjort det godt. Omvendt mener knap 40 procent af DF-vælgerne, at regeringen har gjort det dårligt.

Som det største parti i den borgerlige lejr er Dansk Folkeparti det helt afgørende støtteparti for regeringen. Det er det forud for de kommende forhandlinger om en 2025-plan, reformer og skattelettelser.

Partiets næstformand, Søren Espersen, tror, at dumpekarakteren hænger sammen med regeringens forhold til EU.

- Der sker så meget i Europa nu, og det er meget svært at se, at Venstre flytter sig på det spørgsmål. Jeg tror, at det er det, der gør sig gældende, siger Espersen til Jyllands-Posten.

Får partiet den samme opbakning fra vælgerne efter næste folketingsvalg - en stemme fra knap hver femte dansker - er DF parat til at gå med i regering.

Til gengæld vil partiet kræve en folkeafstemning om EU-politikken. Danskerne skal tage stilling til en aftale i lighed med den, Storbritannien forhandlede på plads forud for folkeafstemningen om at forlade unionen.

I løbet af foråret har stemningen mellem regeringen og dens største støtteparti været anspændt. DF har gentagne gange anklaget regeringen for at være for langsom om at levere resultater, og i flere omgange er partiet gået direkte uden om regeringen.

Også statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) ledelse kan have en betydning for DF-vælgerne, mener Søren Espersen:

- I vores kredse er der en udbredt utilfredshed med Lars Løkke Rasmussen som statsminister.

Jakob Ellemann-Jensen, politisk ordfører for Venstre, er dog ikke så bekymret over DF-vælgernes dom.

- Hvis de havde stemt på Venstre og ikke mente, at vi levede op til forventningerne, ville jeg være ked af det. Men når de har stemt på et andet parti og ikke mener, at vi har levet op til de forventninger, er det helt legitimt, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress