Af Ritzau - 15/07-16 19:23

Turister i Nice: Vi er skræmteTurister i Nice: Vi er skræmte

Folk, der er på ferie i den populære badeby, er stærkt påvirket af torsdagens angreb.

Stranden i den franske by Nice er tom, selv om vejret indbyder til solbadning og svømmetur.

Dagen efter angrebet, hvor en hvid lastbil bragede gennem en stor menneskemængde, er det franske ferieparadis forandret. Da angrebet skete, var hundredvis af mennesker samlet på havnepromenaden for at se fyrværkeri i forbindelse med Frankrigs nationaldag.

Fredag er de cirka to kilometer, lastbilen nåede at køre, afspærret. Politi og militær er massivt til stede i gaderne sammen med pressefolk fra hele verden.

Imens strømmer folk til for at lægge blomster og mindes de mindst 84 mennesker, som døde under angrebet.

For turisterne i den populære ferieby er dagene med sol og strand blevet afbrudt af en voldsom tragedie.

Det norske par Dag Johnny Johannesen og Mette Optun bor på et hotel lige ud til promenaden.

- Jeg har ikke lyst til at rejse tilbage til Frankrig, fordi landet er så udsat, som det er, siger Dag Johnny Johannesen.

- Vi føler os mere usikre, end vi gjorde i går, og når vi rejser hjem på søndag, bliver det rart at sætte sig ind i flyet og lande i Norge, siger han.

Parret havde selv set fyrværkeri, da de få minutter inden angrebet besluttede sig for at gå tilbage til hotellet.

Hassina Rezoug er dagen efter angrebet tilbage på gerningsstedet, hvor hun også befandt sig torsdag aften.

- I går forstod jeg det ikke, fordi det var så frygteligt, men i dag har vi lagt blomster, og vi tænker på familierne og skæbnerne, siger Hassina Rezoug.

- Jeg vil ikke tage på stranden længere, fordi jeg er bange. Jeg tør i det hele taget ikke befinde mig steder, hvor der er masser af mennesker, som hører musik eller er samlet til arrangementer.

Det er tredje gang på bare et år, at Frankrig bliver ramt af et voldsomt angreb.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress