Af Ritzau - 13/05-16 13:13; Opdateret: 13/05-16 15:02

Ekstra Bladet skal betale 600.000 kroner til danske søfolkEkstra Bladet skal betale 600.000 kroner til danske søfolk

Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn er tilkendt 300.00 kroner hver for dækning af gidselsag i Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet var unødigt krænkende i sin dækning af to danske søfolks tid som gidsler i Somalia.

Ekstra Bladets chefredaktør Poul Madsen og udgiveren JP/Politikens Hus skal derfor betale en godtgørelse til de to frigivne gidsler, Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez, på 600.000 kroner.

De danske søfolk får en godtgørelse på 300.000 kroner hver, fremgår det af byrettens dom i sagen.

Ifølge byretten er Ekstra Bladet erstatningsansvarlig for at have bragt billeder og omtale af private oplysninger, mens søfolkene sad i fangenskab som gidsler i Somalia.

Retten bestrider ikke, at sagen om søfolkene, der var gidsler i 838 dage, var af væsentlig samfundsmæssig interesse.

Men Ekstra Bladets dækning gik for langt, fordi avisen bragte billeder af gidslerne og interviews, som blev til i fangenskab, og derfor uden at Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn havde mulighed for at sige fra.

- Af samme årsag beskytter Genevekonventionen krigsfanger, ved blandt andet at forbyde interviews, idet det må formodes, at krigsfanger ikke taler frit, skriver byretten i sin begrundelse.

Ekstra Bladet skrev blandt andet om gidslernes helbred, selvmordstanker, overgreb mod dem og de dårlige forhold, de levede under, mens de var i Somalia.

Men oplysningerne var af privat karakter og kom frem i interviews, der foregik under tvang og dødstrusler fra piraterne, der holdt de danske søfolk fanget.

- Retten har tillagt det betydning, at det ville have været muligt at omtale sagen uden de omhandlede tekststykker, lyder det.

En del af sagen i byretten har handlet om, hvorvidt Ekstra Bladets dækning var med til at forlænge eller forkorte gidselperioden.

Eddy Lopez og Søren Lyngbjørns advokat Heidi Steen Jensen har lagt vægt på, at omtalen fik piraterne til at sætte løsesummen op og forlænge gidselperioden.

Avisens chefredaktør Poul Madsen og Ekstra Bladet ville derimod frifindes, og fremførte, at dækningen medvirkede til, at de to blev frigivet.

Men det spørgsmål har retten ikke kunnet tage stilling til.

- Efter bevisførelsen er det ikke for retten godtgjort, hverken om gidseltagningenblev forlænget eller forkortet som følge af Ekstra Bladets omtale, lyder det.

JP/Politikens Hus A/S og chefredaktør Poul Madsen skal også betale 315.000 kroner i sagsomkostninger til Søfartens Ledere, som har ført sagen for søfolkene.

Eddy Lopez og Søren Lyngbjørn blev frigivet 30. april 2013 mod betaling af en løsesum på knap 40 millioner kroner.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress