Af Ritzau - 14/10-16 11:26; Opdateret: 14/10-16 15:56

Kommune: Ikke vores skyld hvis folk må flytte til provinsenKommune: Ikke vores skyld hvis folk må flytte til provinsen

Høje huslejer i hovedstaden betyder, at kontanthjælpsmodtagere har svært ved at finde bolig, siger direktør.

storybild

Hvis kontanthjælpsmodtagere ikke kan finde en billig bolig i Glostrup, kan de blive rådet til at flytte fra kommunen. (Arkivfoto) (Billede: Scanpix/Thomas Lekfeldt)

Hvis kontanthjælpsmodtagere bliver nødt til at flytte fra hovedstaden til provinsen, er det ikke kommunernes skyld.

Det siger Ole Toftegaard, direktør i Glostrup Kommune med ansvar for blandt andet Center for Social Service.

- Hvis man ikke har råd til at være i den lejlighed, man har, bliver man jo nødt til at se på, om der er andre steder, man kan bo, siger han.

- Vi har ikke noget ønske om, at vores borgere skal forlade os. Men det er en meget vanskelig opgave at finde boliger med lav husleje i hovedstaden, siger han.

Lolland-Falsters Folketidende har været i kontakt med en kontanthjælpsmodtager fra Glostrup, der fortæller, at hun er blevet rådet til at flytte til Lolland.

Ifølge avisen mister hun på grund af kontanthjælpsloftet 3900 kroner om måneden i boligstøtte. Hun har fire børn i skolealderen, er sygemeldt med en svær depression og bekymret for, om hun kan blive boende i sin lejlighed.

Ole Toftegaard afviser, at kontanthjælpsmodtagere specifikt bliver rådet til at flytte til Lolland. Men de bliver rådet til at finde en billigere bolig, og det er svært i hovedstaden.

Beskæftigelsesminister Jørn Neergaard Larsen (V) siger i en skriftelig kommentar, at det "er helt fair, at mennesker prioriterer i deres økonomi, og at det nogle gange kan betyde, at man flytter".

- Men det er kommunens opgave at hjælpe deres egne borgere. Jeg synes derfor, at Glostrup Kommune, som de jo har pligt til, skulle bruge kræfterne på at hjælpe borgerne i job, siger han.

Mattias Tesfaye (S) vil kalde beskæftigelsesministeren i samråd. Socialdemokraten mener, at kontanthjælpsloftet betyder, at det i praksis bliver umuligt for kontanthjælpsmodtagere at bo i hovedstaden.

Dermed bliver sociale problemer eksporteret til yderkommuner, der i forvejen har det svært, advarer Mattias Tesfaye.

- Det kan godt være, vi kommer til at se en bevægelse. Men jeg mener ikke, at det er kommunerne, der er skyld i den udvikling, siger Ole Toftegaard.

- Der er vedtaget en lovgivning, som vi selvfølgelig skal efterkomme i kommunerne. Vi kan bare konstatere, at det generelt er meget svært at finde en lav husleje i hovedstaden. Så må folk jo søge et andet sted hen, siger han.

1. oktober trådte kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen i kraft. Hvis de samlede ydelser, en kontanthjælpsmodtager får, overstiger loftet, bliver der skåret i boligstøtte og såkaldt særlig støtte.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress