Af Ritzau - 06/05-16 07:37; Opdateret: 06/05-16 10:22

V og DF ønsker bedre kaloriemærkning af fastfood uden tvangV og DF ønsker bedre kaloriemærkning af fastfood uden tvang

Kaloriemærkning af fastfood skal ikke indføres ved lov, mener V og DF. Socialdemokraterne er parate til det.

storybild

Der er masser af kalorier i en burger. (Billede: Reuters/Dominick Reuter)

Forbrugerne spiser færre burgere og drikker mindre kaffe latte, hvis de ved, hvor mange kalorier der er i det, der ryger ned i maven.

Det viser en ny undersøgelse ifølge Politiken fra Kræftens Bekæmpelse, som sammen med Hjerteforeningen, Diabetesforeningen og Forbrugerrådet Tænk opfordrer til at kaloriemærke fastfood.

Men kaloriemærkning skal ikke ske ved lov, lyder det fra Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt.

- Det er en god idé at kaloriemærke det, man spiser. Jeg har for eksempel selv en McDonald's-app, hvor man kan se, hvad der er i de forskellige menuer.

- Jeg er ikke så sikker på, at det her er et områder, der skal lovgives på. Jeg synes, at det er noget, fastfoodkæderne burde gøre selv, og der er allerede mange, som gør det.

- Det skal måske bare gøres mere synligt, og det er noget, vi skal tage op med fødevarebranchen, når vi er i dialog med dem, siger Liselott Blixt.

Også hos Venstre er man imod lovgivning.

- Det skal ske ved frivillighedens vej, og der er allerede en god udvikling i gang, siger fødevareordfører, Erling Bonnesen.

Undersøgelsen er en gennemgang af 15 nyere undersøgelser af kaloriemærkning fra USA, Canada og Australien. Den omfatter i alt næsten 18.000 mennesker.

Ifølge organisationerne kan 100 sparede kilokalorier på et enkelt måltid på sigt være med til at forebygge, at man bliver overvægtig.

De har derfor udarbejdet et sæt anbefalinger til, hvordan fastfoodindustrien på en enkel måde kan indføre kaloriemærkning.

Anbefalingerne fra de fire organisationer gælder ikke små enkeltpizzeriaer, bagere og shawarmasteder, men alene de store konceptstyrede kæder.

Her bliver menuerne fastsat centralt efter nøjagtige opskrifter og anvisninger og er derfor nemme at næringsdeklarere.

Seniorkonsulent Susanne Tøttenborg fra Kræftens Bekæmpelse mener, at kaloriemærkning på sigt vil gavne i forhold til en række sygdomme såsom kræft, type 2-diabetes og hjerte-kar-sygdomme.

Ifølge Tøttenborg er halvdelen af alle danskere i dag overvægtige. Blot ti ekstra kalorier dagligt kan betyde op til et halvt kilo mere på et år. De små mængder ekstra kalorier dagligt er det, der gør, at man tager lidt på hele tiden, fortæller hun.

Socialdemokraterne er i modsætning til V og DF villige til at lovgive på området, hvis det er nødvendigt, siger sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen.

- Lige nu gør producenterne det ikke godt nok. Der er nogen, som er begyndt på det, og det er et eksempel til efterfølgelse af andre, siger han.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress