26/01-16 12:05

Kristian Jensen: Vi fortiede ikke noget under EU-debatKristian Jensen: Vi fortiede ikke noget under EU-debat

Udenrigsministeren afviser, at han og Støjberg under mandagens EU-møde fortiede risiko for at tabe asylsager.

Udenrigsminister Kristian Jensen og udlændingeminister Inger Støjberg udelod en helt central oplysning, da de mandag var kaldt til EU-Parlamentet for at forsvare de danske asylstramninger.

Sådan lyder kritikken fra flere kanter, fordi de to ministre undlod at fortælle om risikoen for, at Danmark taber asylsager med nye stramninger. Kristian Jensen afviser blankt beskyldningerne.

- Vi svarede på de spørgsmål, der blev stillet. Vi har ikke forholdt nogen oplysninger. Vi har svaret på, hvordan regeringen vurderer lovforslaget, siger han til Ritzau.

Under mødet, hvor både danske og udenlandske parlamentarikere kunne stille spørgsmål, pointerede Kristian Jensen gentagne gange, at Danmark "uden tvivl" lever op til samtlige indgåede konventioner.

Men ifølge regeringens egne jurister er der en vis usikkerhed hvad angår lovforslaget om at forlænge retten til familiesammenføring for flygtninge med midlertidig beskyttelse fra et til tre år.

I bemærkningerne til forslaget hedder det, at der er "en vis risiko" for at tabe en sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Inger Støjberg har også flere gange udtalt til den danske presse, at man med lovforslaget bevæger sig "på kanten af konventionerne".

- Vi har sagt åbent, at der er en procesrisiko, for der er ikke nogen præcis afgrænsning af reglerne, siger Kristian Jensen.

- Men vi sagde gentagne gange dernede i går, at vi vurderer, der er tungtvejende grunde til at sige, at det ligger inden for konventionerne. Derfor har vi hverken fortiet eller tilbageholdt nogen oplysninger.

Spørgsmål: Kunne I ikke lige så godt, når I har nævnt det herhjemme, også have gjort opmærksom på procesrisikoen dernede, når nu hele formålet med mødet var at give den fulde forklaring?

- Nej, for prøv at hør: Hvis vi på noget tidspunkt i Danmark får en dom for at bryde Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så vil vi naturligvis rette ind efter det. Sagen er jo den, at vi har vurderet det her forslag ganske nøje, og vi vurderer, at vi er inden for skiven.

- Så har vi som en servicemeddelelse fortalt Folketinget, at der er en procesrisiko. Men det er der jo principielt på al ny lovgivning, hvor der ikke ligger en klar kendelse fra menneskerettighedsdomstolen på.

Spørgsmål: Udlændingeministeriet kan ikke nævne fortilfælde om sådan en "servicemeddelelse", hvor en regering fortæller, at et lovforslag risikerer at blive underkendt. Erkender du ikke, at det er en helt særlig situation?

- Jeg anerkender, at hele Europa står i en særlig situation med en flygtninge- og migrationsstrøm, som vi ikke har set tidligere. Og hvor vi har været nødt til at sige, at selv om Danmark skal tage sin rimelige del af udfordringerne, så vil vi også have lov til at beslutte, hvordan vi indretter systemet.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress